Jeg stræber efter at forbedre fjerkræproduktionens bæredygtighed ved at uvikle ny viden om hvordan man begrænser klimaaftrykket på produkt og bedriftsniveau via optimal fodring, ernæring og pasning af dyrene og uden at gå på kompromis med dyrevelfærd og slutproduktets kvalitet.
Jeg har erfaring med at undervise i fjerkræproduktion med fokus på ernæring og velfærd på alle uddannelsesniveauer lige fra unge landmænd til kandidatstuderende i husdyr- og veterinærvidenskab og ph.d.-studerende. I forbindelse med mine undervisningsaktiviteter har jeg bidraget til 2 lærebøger om æglæggere og slagtekyllinger og har udarbejdet en lang række egne undervisningsmaterialer. Jeg har også bidraget med vejledning af kandidat- og ph.d.-studerende.
Gennem årene har jeg opbygget et solidt samarbejde og netværk med fjerkræbranchen og relevante forskningsinstitutioner. De fleste af mine publikationer udspringer af dette samarbejde. De industripartnere, der er / har været involveret i mine forskningsprojekter, omfatter både store og små nationale og internationale virksomheder, inden for produktion af foder, fodertilsætningsstoffer og staldfaciliteter til fjerkræ samt slagtning og forarbejdning af kyllinger, konsum æg og rugeæg.
Som chefkonsulent ved SEGES Innovation udførte jeg rådgivningsopgaver for fjerkræproducenter, fjerkrævirksomheder, advokater, Udenrigsministeriet samt Fødevarestyrelsen.