Brug af antibiotika kan have utilsigtede effekter på det omgivende økosystem
Øget metanudledning via gødning samt ændring af det mikrobielle samfund i mavetarmkanalen hos gødningsbiller er nogle af de effekter, en gruppe internationale forskere har fundet som følge af antibiotikabehandling af kvæg. Seniorforsker Ole Højberg, Institut for Husdyrvidenskab kommenterer resultaterne i DR’s P1 Morgen.
I kvægbruget bruges antibiotika til behandling af infektioner, og i en række lande udenfor EU bruges antibiotika endvidere som vækstfremmer. Denne praksis kan have utilsigtede virkninger på miljøet ved at interagere med mikro- og makroorganismerne, der findes i agro-økosystemerne.
Et internationalt forskerteam fra USA, England, Finland og Sverige har undersøgt denne problematik i et forsøg, hvor en gruppe køer blev behandlet med et almindeligt anvendt bredspektret antibiotika (tetracyclin). Efterfølgende observeredes de afledte effekter heraf på mikroorganismerne i kokassen og i gødningsbiller, samt billernes størrelse, overlevelse og reproduktion, ligesom man målte udledningen af drivhusgas (bl.a. metan) fra kokassen.
Både mikrober og metanudledning fra gødning blev påvirket af antibiotika
Forskerne fandt, at antibiotika-behandlingen forårsagede ændringer i sammensætningen af mikrober i mavetarmkanalen hos gødningsbillerne, der levede i kokassen fra de behandlede køer. Mod forventning øgede antibiotikabehandlingen også metanudledningen fra kokassen til næsten det dobbelte af, hvad der blev udledt fra kokasser fra køer, som ikke var antibiotikabehandlede; ifølge disse observationer favoriserer det anvendte antibiotikum, tretracyclin, således de metanproducerende mikroorganismer i kokassen.
Størstedelen af metanudledningen fra kvæg og andre drøvtyggere sker fra munden via udåndingsluften. Forskerne formoder, at antibiotikabehandlingen i deres tilfælde også har øget metanudledningen fra køernes mund i lighed med det, de observerede fra kokassen, men de undersøgte det dog ikke i studiet her.
Resultaterne viser imidlertid klart, at antibiotikabehandling kan have en kaskade af utilsigtede effekter på økosystemet, der rækker ud over de enkelte, behandlede dyr og er, ud over problemet med resistens, endnu et argument for at begrænse brugen af antibiotika til dyr såvel som til mennesker.
Problematikken var debatemne på DR’s P1 Morgen den 26. maj 2016. I den forbindelse blev seniorforsker Ole Højberg fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet interviewet, og han har følgende kommentar til resultaterne:
”Det overordnede budskab om, at der kan være utilsigtede sideeffekter af brugen af antibiotika, er for mig at se det primære og helt afgørende budskab fra artiklen her. Med hensyn til den konkrete effekt på udskillelsen af metan fra kvæg, så er det mikrobielle samfund i vommen forskelligt fra det i kokassen og vil derfor ikke nødvendigvis reagere ens på tetracyclinbehandlingen. Andre typer antibiotika kan yderligere have den stik modsatte effekt, nemlig at metanproduktionen hæmmes. Den samlede effekt af brugen af antibiotika på metanudskillelsen fra kvæg, globalt set, vil derfor kræve nærmere undersøgelser, før der kan drages en konklusion”.
Se den fulde videnskabelige artikel her: http://rspb.royalsocietypublishing.org/content/283/1831/20160150
Og hør Ole Højbergs svar i DR’s P1 her:
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2016-05-26/#!/
Flere oplysninger
Ole Højberg, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet
E-mail: Ole.Hojberg@anis.au.dk