Dyrevelfærdsforsker udpeget til ekspertgruppe bag naturnationalparker
Professor Margit Bak Jensen fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet er udpeget til at deltage i den videnskabelig arbejdsgruppe, som skal rådgive Naturstyrelsen om etableringen af landets naturnationalparker.
I de kommende år vil der blive etableret op mod 15 naturnationalparker på statens arealer. Der er tale om områder, hvor naturen skal udvikle sig på egne præmisser. Der drives ikke landbrug, men der udsættes store græssere, så som kvæg og heste, som skal være med til at sikre, at vilde dyr og planter har egnede levesteder.
I 2020 indgik Folketinget en aftale om at igangsætte forberedelsen af naturnationalparkerne. Aftalen indebærer bl.a., at både forskere, landsdækkende interesseorganisationer og de lokale brugere involveres i planlægningsfasen.
På den baggrund er der nedsat to nationale arbejdsgrupper, som skal understøtte arbejdet med etablering af naturnationalparkerne. En arbejdsgruppe for interessenter, bestående af repræsentanter fra organisationerne, og en videnskabelig arbejdsgruppe bestående af forskere og eksperter.
Den videnskabelige arbejdsgruppe blev nedsat i efteråret 2020 og består af forskere fra bl.a. Københavns og Aarhus Universitet. Med Margit Bak Jensens indtræden i arbejdsgruppen får gruppen tilført ekspertise i adfærdsbiologi og velfærd hos domesticerede dyr.
Margit Bak Jensen har stået i spidsen for en lang række forskningsprojekter og har, i samarbejde med forskerkollegaer ved Institut for Husdyrvidenskab og i udlandet, fokus på at udvikle velfungerende produktionssystemer, der opfylder de domesticerede dyrs adfærdsmæssige behov, og er baseret på kendskab til dyrenes naturlige adfærd og tilpasningsevne.
Denne ekspertise i adfærdsbiologi og velfærd hos husdyrene har stor betydning for, at indsatser for natur- og biodiversitet ikke sker på bekostning af dyrenes velfærd:
”Det er vigtigt, at der skabes mulighed for, at dyrenes naturlige adfærd og indlæringsevne bidrager aktivt til en succesfuld tilpasning af dyrene til miljøet, så der opnås både større biodiversitet og god dyrevelfærd”, siger Margit Bak Jensen.
Læs mere om de nye arbejdsgrupper og naturnationalparkerne hos Naturstyrelsen: https://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/naturnationalparker/
Læs også:
Kom til VID-konference om: ” Hold af dyr i naturen”, den 10. november 2021.
Blogindlæg: Kan naturgenopretning og dyrevelfærd gå hånd i hånd?