Fra bur til frihed: Udfordringer og muligheder for husdyrenes velfærd i EU
ARRANGEMENTOMTALE: For nylig afholdt Videncenter for Dyrevelfærd (ViD) en konference om udfasningen af burhold af husdyr i EU. Konferencen fandt sted i Musikhuset Aarhus og havde deltagelse af forskere, rådgivere, dyrlæger, embedsfolk, dyrevelfærdsorganisationer og landmænd. Formålet var at diskutere de muligheder og udfordringer, som nye alternative systemer for husdyrbrug giver for dyrenes velfærd.
EU modtog i 2020 et European Citizen Initiative, der er EU-borgeres mulighed for at stille borgerforslag, kaldet ”End of Cage Age (ECA)”. Med over 1,4 millioner underskrifter blev End of Cage Age et af de mest populære borgerforslag i hele European Citizen Initiatives historie.
Borgerforslaget var så populært blandt EU’s borgere, at EU efterfølgende besluttede at få initiativet implementeret i kommende EU-lovgivning. Der skal således implementeres en række alternative systemer i dansk husdyrbrug i fremtiden.
ViD-konferencen blev derfor afholdt for at sætte fokus på, hvad disse nye systemer giver af muligheder og udfordringer for husdyrenes velfærd. Konferencen blev indledt med velkomst og introduktion til dagens tema af Jan Tind Sørensen, der er professor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet.
Han forklarede baggrunden for EU's beslutning om at implementere ECA-initiativet, der blandt andet kræver, at hold af husdyr i bur skal afskaffes. Der er desuden fokus på, at dyr skal gå i grupper og at fiksering skal undgås.
Derefter fulgte en række oplæg og diskussioner om forskellige aspekter af ECA-initiativet.
Antropolog Nathalia Brichet fra Københavns Universitet tog udgangspunkt i at det var slut med ’burtiden’ og talte om, hvordan ’burtiden’ var startet. Ester Alaez Pons fra Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed under EU-Kommissionen præsenterede de mulige lovgivningsmæssige løsninger for at implementere ECA-initiativet i EU, og hvilke tidsfrister og krav der vil blive stillet til medlemslandene.
Seniorforsker Anja Brinch Riber fra Aarhus Universitet fortalte om, hvordan udfasningen af buræg i Danmark var foregået og hvilke fordele og ulemper de forskellige alternativer til burægssystemer har for hønsenes velfærd og sundhed.
Professor Lene Juul Pedersen fra Aarhus Universitet gav et indblik i, hvordan man kan holde søer løse hele livet, og hvilke udfordringer og muligheder det giver for søernes og pattegrisenes velfærd.
Professor Margit Bak Jensen fra Aarhus Universitet præsenterede nye resultater fra forskningsprojekter om gruppeopstaldning af kalve, og hvordan det påvirker kalvenes velfærd, adfærd og tilvækst.
Konferencen blev afsluttet med en paneldiskussion med tre landmænd med henholdsvis æg-, svine- og mælkeproduktion, hvor oplægsholderne og publikum debatterede, hvordan ECA-initiativet vil blive modtaget og implementeret i Danmark og EU, og hvilke konsekvenser det vil have for dyreproduktionen, dyrevelfærden, forbrugerne og samfundet.
Konferencen var en del af Videncenter for Dyrevelfærds aktiviteter, som har til formål at udbrede faktabaseret viden om dyrevelfærd. Videncenteret er baseret på et samarbejde mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Fødevarestyrelsen og dyrevelfærdsforskere på Københavns Universitet og Aarhus Universitet.