Aarhus University Seal

Husdyrvelfærd på masterniveau – skal du med på holdet?

Beskæftiger du dig med dyrevelfærd i dit daglige arbejde eller har du lyst til at komme til det? Så kan det være, at masteruddannelsen i husdyrvelfærd er noget for dig. Vi starter nyt hold den 1. september, så vær med og hør om dine muligheder, når vi holder Skypemøde om uddannelsen den 1. april 2020 i Aarhus.

Forskerne bag uddannelsen. Fra venstre: Inger Anneberg, Tine Rousing, Jan Tind Sørensen, Lene Munksgaard og Mette S. Herskin. Foto: Institut for Husdyrvidenskab, AU.
Forskerne bag uddannelsen. Fra venstre: Inger Anneberg, Tine Rousing, Jan Tind Sørensen, Lene Munksgaard og Mette S. Herskin. Foto: Institut for Husdyrvidenskab, AU.

Ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet udbyder vi en masteruddannelse i Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen. Det er en 2-årig efteruddannelse, som kan tages, hvis man allerede har en bachelor- eller en kandidatgrad. Uddannelsen er tilrettelagt på den måde, at man tager uddannelsen samtidig med, at man er i job. Pga. corona-situationen holder vi informationsmøde på Skype om uddannelsen den 1. april. 
 

Hvem henvender uddannelsen sig til?

Masteruddannelsen er målrettet personer, der i det daglige direkte eller indirekte arbejder med husdyrvelfærd. Undervejs bliver der sat fokus på såvel biologiske, produktionsmæssige, forvaltningsmæssige som politiske aspekter inden for husdyrvelfærd. Deltagerne bliver i stand til at vurdere, rådgive og vejlede omkring dyrevelfærd i primærproduktionen i forhold til kravene på området. Uddannelsen henvender sig således til eksempelvis kontrollører af dyrevelfærd ansat hos myndighederne eller privat, dyrlæger, undervisere på landbrugsskolerne og rådgivere i landbrugssektoren involveret i produktions- og sundhedsrådgivning.

-Vores mål med uddannelsen er, at vi sikrer, at kommunikationen og dialogen mellem landmænd, rådgivere og kontrollører styrkes, så vi i den sidste ende får en bedre forståelse af, hvad god dyrevelfærd er og hvor vigtig den er, forklarer professor og sektionsleder ved Institut for Husdyrvidenskab, Jan Tind Sørensen, en af nøglepersonerne bag uddannelsen.

Det har tidligere studerende sagt

Nogle af vores tidligere studerende har blandt andet sagt følgende om deres oplevelser med masteruddannelsen:

”Jeg har overordnet set kun lovord at sige om uddannelsen – det har været meget spændende og lærerigt og fagligt meget relevant – det har givet mig en stor indsigt i andre faggruppers problemstillinger hvad angår dyrevelfærd”. 
Henriette Steinmetz, agronom, tidligere SEGES, Videncenter for Svineproduktion (VSP)

”På masteren blev vi mødt af dygtige undervisere, der var virkelig inspirerende med deres faglighed og engagement. På undervisningsdagene var der et godt fællesskab, rum til diskussioner og en god stemning! Selv om man skal være indstillet på, at der er mange timers hjemmearbejde, både læsning og opgaveskrivning, kan jeg virkelig anbefale uddannelsen, hvis man har interessen for dyrevelfærd”.
Mia Bonnichsen, Dyrlæge, Fødevarestyrelsen, Veterinær Syd.

”Masteren til fulde levet op til mine forventninger – faktisk har det været langt mere relevant for praksis end jeg havde forventet. Uddannelsen har givet mig en solid faglig ballast og et stærkt netværk. Jeg har bl.a. også sat særligt stor pris på kommunikationsdelen i studiet – det er særdeles relevant og brugbart i mit daglige arbejde at kunne kommunikere med landmanden på en hensigtsmæssig og motiverende måde”. 
Hanne Lerche Voogdprivatpraktiserende kvægdyrlæge, Kvægdyrlægerne – Midt, Bording.

Vi starter næste hold op den 1. september 2020. Hvis du er interesseret, så vær med på Skype, hvor vi holder til info-møde den 1. april kl. 16-18.

Ansøgningsfrist til masteruddannelsen er den 1. maj 2020.

Fakta om uddannelsen

Husdyrvelfærds-uddannelsen er en deltidsuddannelse, der strækker sig over to år. Uddannelsen består af fire moduler: 1. modul omfatter det biologiske grundlag for international og national lovgivning om hold af husdyr. 2. modul beskæftiger sig med definition af dyrevelfærd og måling af velfærdsindikationer. 3. modul har vurdering af dyrevelfærd på flok- og besætningsniveau som omdrejningspunkt. På 4. modul skal de studerende runde uddannelsen af med et projekt, der baseres på empirisk materiale.

 

Flere oplysninger

Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvelfærd, Aarhus Universitet

E-mail: Jantind.sorensen@anis.au.dk