Aarhus University Seal

Samarbejde skal bane vejen for fremtidens biobaserede erhvervsvirksomhed

En samarbejdsaftale mellem Klimafonden Skive og Aarhus Universitet skal skabe bedre muligheder for udvikling af cirkulære, biobaserede produktionssystemer og forretningsmodeller. Målet er at reducere både landbrugets og industriens belastning af klima og miljø.

Photo: Lars Kruse, AU Foto

Dyrkning af flerårige afgrøder, som f.eks. græs og kløver, i stedet for korn har positive effekter på klima og miljø. Undersøgelser på Aarhus Universitet viser bl.a., at vedvarende grønne afgrøder reducerer udvaskningen af kvælstof. Dyrkning af grønne biomasseafgrøder kræver ikke anvendelse af pesticider, og den vedvarende dyrkning bidrager til opbygning af jordens kulstofindhold. Øget dyrkning af flerårige, grønne biomasseafgrøder vil således have positiv effekt på både vandmiljø og biodiversitet. Herudover er der en positiv klimaeffekt, når kulstof (CO2) fra luften bindes i jorden.

Nye muligheder for bæredygtig omstilling af landbrug og industri

  • Ved at anvende grøn biomasse til industrielle formål, så er vi med til at reducere klima- og miljøbelastningen samt udvikle forretninger i både landbruget og produktionsvirksomhederne, forklarer direktør Martin Romvig fra Klimafonden Skive.

Muligheden for at anvende græs til industrielle formål er en følge af forskningen i nye bioraffineringsteknologier. De nye teknologier gør det muligt, at adskille biomassen i komponenter, der kan anvendes til vidt forskellige produkter.

I dag anvendes bioraffineringsteknologien primært til produktion af foderprotein, men i fremtiden vil der også blive produceret byggematerialer, tekstiler, plastic, emballage, farmaceutiske produkter og meget andet på basis af græs. Herudover kan restprodukter fra bioraffineringen anvendes til biogas og andre former for vedvarende energi.

Samarbejde skal demonstrere potentiale

Forskningen i bioraffinering og udvikling af dyrkningssystemer til biomasse foregår bl.a. på Campus Foulum, Aarhus Universitet, og en samarbejdsaftale mellem Klimafonden Skive og Aarhus Universitet skal nu bidrage til udnytte mulighederne kommercielt.

I samarbejdet med Aarhus Universitet ser Klimafonden store muligheder for udvikling af ny bæredygtig produktionsvirksomhed og nye arbejdspladser:

  • Med samarbejdet kommer forskernes viden hurtigt ud og bliver anvendt i landbruget og i virksomhederne. Vores erfaringer er at vi i et tæt samarbejde med virksomheder og forskere kan udpege konkrete værdikæder, der kan føre til udviklingen af langsigtede grønne forretningsmodeller. Samarbejdet er derfor helt essentielt ift. at accelerere udviklingen af de løsninger der vil gøre det muligt for landbruget og forarbejdningsvirksomheder at udvikle løsninger, der er miljømæssigt såvel som økonomisk bæredygtige, siger Martin Romvig 

Aarhus Universitet går også ind i samarbejdet med det formål at bidrage til, at virksomhedsudvikling bedre kan løse klimaudfordringen, reducere miljøpåvirkningen og øge biodiversiteten. 

  • I samarbejde med Klimafonden og de øvrige aktører på Skiveegnen vil vi gerne iværksætte forsknings- og udviklingsprojekter, som dokumenterer og demonstrerer det fulde potentiale af den biobaserede produktion for både forarbejdningsvirksomhederne, landbruget og samfundet i det hele taget, siger prodekan Kurt Nielsen fra Technical Sciences på Aarhus Universitet.

Universitetet har tidligere indgået samarbejdsaftale med henholdsvis Skive Kommune og Greenlab Skive og der er med denne seneste aftale skabt mulighed for at koordinere aktiviteterne på tværs af de tre aftaler:

  • Aftalerne skaber helt nye muligheder for samarbejde mellem private og offentlige samarbejdspartenere i Limfjordsområdet, som er særligt udfordret som følge af den tætte geografi mellem vandmiljø og landbrug, forklarer Kurt Nielsen.

Den fælles ambition er, at samarbejdet skal blive til et ” et levende laboratorium”, som er et nyt europæisk udviklet koncept, der defineres som et ”brugercentreret, iterativt, åbent innovationsøkosystem, der integrerer forsknings- og innovationsprocesser i et offentligt-privat-folk partnerskab”.

  • Det er forventningen, at de såkaldte ”Living Labs” får stor betydning for samfunds- og erhvervsudviklingen både nationalt og internationalt de kommende år. I Skive er vi nu på forkant med denne udvikling, siger Kurt Nielsen

Fakta
Klimafonden Skive er en erhvervsdrivende fond, der udvikler projekter, som bidrager til løsningen af nationale og globale klima-, energi- og miljøudfordringer. Fonden hjælper virksomheder på tværs af sektorer med at samarbejde om deling af ressourcer og reststrømme. Målet er at demonstrere sund cirkulær forretning og undervejs identificere og påvirke lovgivningsmæssige barrierer.

Aarhus Universitet har betydelig forskning inden for bl.a. landbrug, fødevareproduktion, miljø og klima. Ligeledes har universitetet forskningsaktiviteter inden for bl.a. bioraffinering og teknologier til produktion og lagring af vedvarende energi. Samarbejde med virksomheder og offentlige organisationer har et særligt fokus ved Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger

Adm. direktør Martin Romvig, Klimafonden Skive. E-mail: maro@klimafondenskive.dk. Mobil: 2121 9775

Prodekan Kurt Nielsen, Technical Sciences, Aarhus Universitet. E-mail: kni@au.dk. Mobil: 4084 1780