Udegående dyr bør have adgang til skygge i sommerhalvåret
Udegående dyr kan, selv under danske himmelstrøg, være udsat for periodevis varmestress, såfremt de ikke har adgang til skygge. Konklusionen fremgår af en vidensyntese, samt en undersøgelse baseret på meteorologiske data målt under skyggeforhold for den danske sommer igennem de sidste 16 år.
Der har ofte været meget fokus på udegående dyrs behov for beskyttelse mod vind og vejr i vinterperioden, men i varme somre kan dyr have behov for at søge skygge (eller beskyttelse mod insekter). Behovet for skygge kan variere mellem dyrearter og afhænge af bl.a. fysiologi, alder og race.
Ifølge lov om hold af malkekvæg, skal kreaturer i varme perioder på afgræsningsarealet have mulighed for at få skygge eller have adgang til stald. Denne bestemmelse træder dog først i kraft 1. juli 2024 for bedrifter, etableret før 1. juli 2010, ligesom der ikke findes en nærmere definition af ’varme perioder’. En nærmere klarlæggelse af dyrenes behov i forhold til skygge har derfor været hensigtsmæssig.
Forskere ved DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug har på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet udarbejdet en vidensyntese (dansk summary) om emnet. Den omhandler både malkekvæg og kødkvæg samt får og heste og afdækker de negative virkninger af varmestress på sundhed, produktion og reproduktion for hver dyreart.
Konsekvenser af varmestress
Når dyr udsættes for temperaturer over deres termoneutrale zone (som for fx kvæg ligger mellem ca. 0 og 25 grader), er de i risiko for at få varmestress. Når et dyr forsøger at tilpasse sig sine omgivelser i varmt vejr, sker der både fysiologiske og adfærdsmæssige ændringer. Hvis dyret ikke lykkes med at opretholde den såkaldte homeostatiske balance, kan det påvirke både produktionen, reproduktionen samt velfærden negativt.
For både kvæg og får kan varmestress medføre reduceret foderoptagelse og mælkeproduktion, og der er fundet færre succesfulde inseminationer hos kvæg om sommeren sammenlignet med om vinteren. Endvidere har en undersøgelse vist, at malkekøer, som var forhindret i at ligge ned i 12 timer, foretrak at stå op i skyggen frem for at ligge ned i solen efter de 12 timer. Dette viser noget om, hvor stort behovet for at søge skygge er i varmt vejr er, eftersom ”det at ligge ned” også har meget høj prioritet hos malkekøer.
Positive effekter af adgang til skygge
Adgang til at søge skygge har en positiv effekt på produktionen. Hos kødkvæg øges tilvæksten og hos malkekøer øges mælkeproduktionen samt indholdet af fedt og laktose i mælken, mens det ”somatiske celletal” falder.
Skygge nedsætter de negative konsekvenser af varmestress og kan tilbydes på mange måder fx i form af træer på marken eller et skur at gå ind i. Hvilken type af skygge, dyrene foretrækker, afhænger af eksempelvis dyreart, udformning af skuret/træernes placering, dyrenes reproduktionsstadie, adgangsforhold til vand og foder samt de sociale interaktioner dyrene imellem. Eksempelvis kan det nævnes, at heste foretrækker et skur med tag og tre sider frem for kun et tag, da førstnævnte giver bedre beskyttelse mod insekter.
Risiko for periodisk varmestress i Danmark
På baggrund af historisk meteorologisk data for den danske sommer igennem de sidste 16 år viser undersøgelsen, at der under danske temperaturforhold i sommerperioden er en risiko for, at udegående dyr er udsat for periodisk varmestress. Det skal her understreges, at meteorologisk data er baseret på temperaturmålinger under skyggeforhold. Derfor er der stor sandsynlighed for, at udegående dyr, uden adgang til skygge eller stald, vil være udsat for endnu højere temperaturer grundet ophold i direkte sol.
Yderligere oplysninger
Rapporten er udarbejdet, på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet, fremsendt til DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, med det formål at afdække, i hvilket omfang udegående dyr har behov for at søge skygge i sommerperioden.
- Den fulde rapport kan rekvireres ved henvendelse til forskeren herunder
- Læs det danske resume
Flere oplysninger
Katrine Kop Fogsgaard
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet
E-mail: Katrine.KopFogsgaard@anis.au.dk