Aarhus Universitets segl

Fordeling af kvælstofudskillelsen mellem urin og gødning

Baggrund:
Der er for nærværende stort fokus på emission af ammoniak fra husdyrproduktionen bl.a. som følge af krav om en national reduktion på 24 % inden 2020. Korrekt fordeling af udskillelsen af kvælstof (N) på henholdsvis fæces og urin er helt essentielt for efterfølgende prædiktion af ammoniakfordampning. Ligningen til prædiktion af udskillelse af N i fæces (og dermed N i urin) for opdræt og tyre er baseret på data for et helt andet dyr nemlig får på vedligehold. Dette er ikke holdbart med det politiske og erhvervsmæssige fokus, som der er på disse data i dag.

Formål:
Udvikling af ny model, som kan dokumentere, at udskillelsen af kvælstof i urinen, og dermed emission af ammoniak, er lavere end hvad der prædikeres i dag på bedriftsniveau og nationalt niveau.

Hypotese:
Det er projektets hypotese, at de nuværende modeller overestimerer udskillelsen af N i urin og dermed emission af ammoniak.

Indhold:
På baggrund af dyreforsøg på AU samt indsamling af data fra litteraturen opstilles nye modeller, som kan prædikterer udskillelsen af N i gødning og urin hos slagtekalve, kvier og malkekøer og dermed emission af ammoniak.

Effekter:
Projektet vil forbedre rammevilkårene via dokumentation af en lavere udskillelse af kvælstof i urin og derfor en lavere emission af ammoniak fra kvægproduktionen. Dette vil være en styrkelse i forhold til at opnå et reduktionskrav og for kvægholdet i forhold til de øvrige husdyrgrene. Projektet vil styrke det metode- og datamæssige grundlag for opgørelse af både den enkelte bedrifts og landbrugets miljø- og klimapåvirkning.

Arbejdspakker:

Arbejdspakke 1: Litteratursøgning

Formål: Indsamling af relevant data som kan supplere nye opdaterede danske data til opstilling af nye fremtidssikrede modeller for estimering af udskillelsen af kvælstof i fæces og urin for henholdsvis kvier, slagtekalve og malkekøer.

Indhold: Om end mængden af data i litteraturen mht. udskillelse af kvælstof for især tyrekalve og opdræt forventes at være begrænset er formålet med arbejdspakke 1 at opbygge et datasæt for henholdsvis malkekøer med en ydelse tilsvarende ydelse i dag, slagtekalve og opdræt. Datasættene skal supplere de nye danske data og danne baggrund for modellering og prædiktion af udskillelse af kvælstof i fæces på baggrund af tørstofoptagelse og rations indhold af næringsstoffer.

Arbejdspakke 2: Fastlæggelse af udskillelsen af kvælstof i urin hos kvier

Formål: På baggrund af nye forsøgsdata suppleret med data fra litteraturen opstilles en ny model til prædiktion af udskillelsen af kvælstof hos kvier.

Indhold: Fordøjelighedsforsøg med kvier på forskelligt alderstrin. Det kan f.eks. være 4 hold af kvier på forskelligt alderstrin, og på hvert alderstrin fodres kvierne med rationer med et proteinindhold som er henholdsvis lavere, tilsvarende eller højere end det nuværende niveau fra praksis. Fordøjelighed måles vha. titaniumoxid som markør og opsamling af fæcesprøver. Om muligt indsamles prøver fra sideløbende AU forsøg. På baggrund af de nye data og eventuelle data fra litteraturen opstilles en ny model til prædiktion af udskillelsen af kvælstof i fæces og urin.

Arbejdspakke 3: Fastlæggelse af udskillelsen af kvælstof i urin hos slagtekalve

Formål: På baggrund af nye forsøgsdata suppleret med data fra litteraturen opstilles en ny model til prædiktion af udskillelsen af kvælstof hos slagtekalve.

Indhold: Fordøjelighedsforsøg med slagtekalve på forskellige alderstrin/vægt tilsvarende arbejdspakke 1 for kvier. Det kan f.eks. være 4 hold af slagtekalve på forskelligt alderstrin, og på hvert alderstrin fodres slagtekalvene med typiske danske rationer med et proteinindhold som er henholdsvis lavere, tilsvarende eller højere end det nuværende niveau fra praksis. Fordøjelighed måles vha. titaniumoxid som markør og opsamling af fæcesprøver. Om muligt indsamles prøver fra sideløbende AU forsøg. På baggrund af de nye data og eventuelle data fra litteraturen opstilles en ny model til prædiktion af udskillelsen af kvælstof i fæces og urin.

Arbejdspakke 4: Forsøg med malkekøer med høj foderoptagelse/ydelse

Formål: Nye forsøgsdata for malkekøer på et ydelsesniveau som svarer til praksis i dag og på foderrationer med de typer af grovfoder som anvendes i dag.

Indhold: Fordøjelighedsforsøg med 4 grupper af køer med 8 dyr i hver gruppe, hvor hver gruppe er forskellige steder i laktationen (tidlig, midt1, midt2, sen). Forsøget skal være et 4x4 romerkvadratforsøg med 17 dages perioder og med 4 behandlinger, som afspejler variation i moderne danske rationer (N-niveau, grovfodertype, grovfoder:kraftfoderforhold). Bestemmelse af foderoptagelse, mælkeydelse og udskillelse i fæces vha. markør (titanium). Bestemmelse af tilsyneladende kvælstoffordøjelighed og urinspotsamling (evt. kvantitativ opsamling). Der afsættes endvidere ressourcer til at det kan bestemmes totalfordøjelighed af kvælstof i sideløbende kvægforsøg.

Arbejdspakke 5: Fordøjelighedsforsøg med goldkøer

Formål: Bidrage med data til ligning til prædiktion af udskillelse af kvælstof i fæces og urin på baggrund af danske rationer.

Indhold: Overkrydsningsforsøg med 2 niveauer af kvælstof i rationen og med 2 perioder a 17 dage og 4 dyr pr hold. Bestemmelse af foderoptagelse og udskillelse i fæces vha markør (titanium). Bestemmelse af tilsyneladende kvælstoffordøjelighed og urinspotsamling (evt. kvantitativ opsamling).

Arbejdspakke 6: Udvikling af ny ligning til prædiktion af udskillelse af kvælstof i urin hos malkekvæg

Formål og indhold: På baggrund af data fra arbejdspakke 4 og 5 og data fra litteraturen for højtydende køer opstilles en model til prædiktion af udskillelsen af kvælstof i fæces og urin hos højtydende malkekøer på baggrund af tørstofoptagelse og rationens indhold af næringsstoffer. Modellen kan efterfølgende anvendes til prædiktion af ammoniakemission.

Links til projektets resultater

https://www.landbrugsinfo.dk/-/media/landbrugsinfo/public/b/7/4/fd22_nye_forsog_med_protein_til_ungdyr_fodringsdag_2022_move.pdf

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1871141322003122?via%3Dihub

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0022030222004209?via%3Dihub

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1871141322002839?via%3Dihub

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0022030222002296?via%3Dihub

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1871141322002323?via%3Dihub

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1871141322001512?via%3Dihub

Sørensen, L.S. (2019): Kvælstof-udskillelsen fra kvæg under lup i Foulum. Nyhedsmail og net-publikation, 26. april 2019. https://anis.au.dk/aktuelt/nyheder/vis/artikel/kvaelstof-udskillelsen-fra-kvaeg-under-lup-i-foulum/