Fra 1. januar 2025 er foderfedt et af to alternative lovpligtige tiltag til at reducere udledning af enterisk metan fra køer.
Projektets formål er at udvikle bæredygtige fedtrige fodermidler som alternativer til produkter baseret på palmeolie, og at undersøge deres påvirkning af vomomsætningen, mælkeproduktion, mælkens sammensætning og kvalitet, koens metanemission og den samlede klimaeffekt.
Det forventes, at der opnås erfaring med at formulere foderplaner med de pågældende fodermidler i forsøg og praksis.
På baggrund af dette forventes det, at projektet vil tilvejebringe den nødvendige viden for landmænd og kvægrådgivere, så at alternativer til PFAD kan implementeres i danske foderrationer til malkekøer.
Projektet starter august 2025 og afsluttes marts 2029.
De primære målgrupper for projektets resultater er landmænd, foderstofindustrien, mejerierne og fagfolk omkring landmænd, såsom fodringsrådgivere og fodringseksperter på AU og ved forskellige brancheorganisationer og i industrien.
For at realisere projektets forretningspotentiale kommunikeres resultater løbende af Lipitec A/S og Emmelev A/S via netværk, kundemøder og temamøder. Arla kommunikerer projektets indhold direkte til landmænd.
Videnskabelig kommunikation varetages af AU via videnskabelige artikler i anerkendte internationale
tidsskrifter og ved deltagelse i nationale og internationale konferencer.