Aarhus universitet prioriterer forskning i husdyrenes adfærd og adfærdsmæssige behov med et nyt professorat
Margit Bak Jensen er per 1. marts 2021 udnævnt til professor i adfærdsmæssige behov og stressbiologi ved Institut for Husdyrvidenskab, på Aarhus Universitet. Instituttet er i forvejen internationalt anerkendt for forskning i dyrevelfærd og med professoratet styrker instituttet sin position yderligere på området.
Dyrevelfærd er et område, som har forbrugernes og samfundets bevågenhed og der er stigende fokus på at dyrene ikke blot skal have det ’acceptabelt’, men at de skal have ’et godt liv’. Samtidig bliver kravene til produktionsmetoder, effektivitet og klimahensyn stadig større. Det kan virke som en uløselig konflikt, men mere viden om og forskning i dyrenes adfærdsmæssige behov, positiv dyrevelfærd og tilpasning gennem adfærd skal være med til at sikre, at produktivitet, sundhed og hensynet til dyrenes velfærd kan gå op i en højere enhed.
”Forskning i dyrevelfærd er ét af vores helt centrale forskningsområder i Institut for Husdyrvidenskab og har til formål at udvikle produktionssystemer til husdyrproduktionen, som både er bæredygtige og samtidigt tilgodeser dyrenes velfærd. Med det stigende pres, der er på husdyrproduktionen, i forhold til klimahensyn og effektivisering, er det blevet vigtigere end nogensinde før at udføre forskning på velfærdsområdet, så vi sikrer, at den udvikling ikke går ud over dyrene. Vores institut er i forvejen internationalt anerkendt for vores forskning på området, og med Margit Bak Jensens professorat kan vi bevare førertrøjen i feltet og styrke vores position yderligere både herhjemme og på den internationale scene”, siger institutleder Klaus Lønne Ingvartsen.
Margit Bak Jensen har været ansat som seniorforsker siden 1998 og har stået i spidsen for en lang række forskningsprojekter – både med nationale og internationale samarbejdspartnere. Margit har, i samarbejde med forskerkollegaer ved Institut for Husdyrvidenskab og i udlandet, fokus på at udvikle velfungerende opstaldning, management og fodringsmetoder, der opfylder dyrenes adfærdsmæssige behov, og er baseret på kendskab til dyrenes naturlige adfærd og tilpasningsevne.
”Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad der er vigtigt for husdyr, fordi det er nøglen til både god dyrevelfærd og velfungerende produktionssystemer. Vi skal vide, hvad der skal til, for at produktionssystemer opfylder dyrenes adfærdsmæssige behov og dermed sikrer god dyrevelfærd. Vi skal også vide, hvad der skal til, for at sikre et godt samspil mellem dyr og system. Det vil sige opstaldning, management og fodringsmetoder, der er baseret på et grundlæggende kendskab til dyrenes naturlige adfærd, deres motivation og tilpasningsevne”, fortæller Margit Bak Jensen.
God dyrevelfærd handler ikke kun om fravær af negative oplevelser men også om positive oplevelser
Professoratet sætter fokus på dyrenes adfærdsmæssige behov. Adfærdsmæssige behov er, ifølge Margit Bak Jensen, naturlig adfærd, der kendetegnes ved, at dyr har en høj motivation for at udføre adfærden og at hæmning af adfærden medfører frustration eller unormal adfærd. Derfor er opfyldelse af de adfærdsmæssige behov en forudsætning for, at dyr er forskånet fra negative oplevelser. Men adfærd kan også være forbundet med positive oplevelser og dermed bidrage til et godt dyreliv. ”Det har der ikke været så meget fokus på indtil nu, men det er ét af de emner, jeg vil fokusere min fremtidige forskning på. Når vi stiller spørgsmålet: ”Hvad er et godt liv for et produktionsdyr?” skal vi inddrage både positive og negative oplevelser”, siger Margit Bak Jensen.
En teoretisk model, som Margit arbejder med, vurderer dyrevelfærd som balancen af positive og negative oplevelser over længere tid. ”Der skal positive oplevelser til, for at et dyr har det godt, men vi kommer ikke udenom, at dyr nogle gange har det skidt – derfor vil vi gerne se på balancen mellem de to”, forklarer hun.
Det ’selvstyrende dyr’
Viden om dyrs evne til at tilpasse sig og trives gennem deres adfærd har et stort potentiale til at forbedre både funktionalitet og dyrevelfærd. Professoratet vil være med at styrke instituttets internationale position, hvad angår adfærdsmæssige behov, positiv velfærd og selvstyrende dyr:
”At studere dyrs adfærd er fascinerende. Gennem adfærd opnår dyr deres mål og undgår trusler. Mange gange ved dyret bedst selv, hvad det har brug for. Deraf idéen om at gøre husdyrene ’selvstyrende’ i produktionssystemerne. Det kan f.eks. være at indrette opstaldningen, så dyr med specielle behov kan søge specielle ressourcer på bestemte tidspunkter, f.eks. i forbindelse med fødsel. Dette ’at klare sig selv’ er muligvis i sig selv en tilfredsstillelse, også for dyr. Det selvstyrende dyr, er måske også både lykkeligere, klogere og mere robust” siger Margit Bak Jensen.
Forskning i dyrevelfærd i en klimadagsorden
I dag er klima en vigtig dagsorden, der sætter husdyrproduktionen under pres. Effektivisering af husdyrproduktionen kan gøre den mere klimavenlig, men det må ikke ske på bekostning af dyrevelfærden. Det kan adfærdsforskningen være med til at sikre. I tilfælde, hvor den øgede dyrevelfærd medfører økonomiske omkostninger, er det ifølge Margit Bak Jensen vigtigt, at disse omkostninger afspejles i kvantificerbare forbedringer af dyrenes velfærd, som forbrugerne vil betale mere for.
”En forudsætning for udviklingen af socialt bæredygtige produktionssystemer er at vide, hvad der udgør adfærdsmæssige behov. Men det alene er ikke nok. Vi er også nødt til at finde ud af, hvad der giver dyrene positive oplevelser, og hvad der giver dem mulighed for at fungere og udvikle funktionelle færdigheder, så de kan trives gennem deres adfærd. Det er min ambition, at forskningen skal understøtte udvikling af valide og let gennemførlige metoder til at kvantificere centrale aspekter for dyrevelfærd, såsom adfærdsmæssige behov og positive affektive tilstande. Det er også min ambition at inddrage betydningen af opnåelse af mål gennem funktionel adfærd, informationssøgning og læring. Potentialet er, at produktionssystemer, der baserer sig på dyrenes naturlige adfærd og evner, kan opnå både en god velfærd og en høj produktivitet”, slutter Margit Bak Jensen.
Om professor Margit Bak Jensen
Født 4. december 1962, opvokset på en gård nær Sæby i Vendsyssel.
Uddannet Cand.agro. 1990 fra den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL).
Uddannet M.Sc. i Anvendt adfærdsbiologi og dyrevelfærd 1991 fra Universitetet i Edinburgh, Skotland
Uddannet Ph.D. i fagområdet Etologi 1996 fra KVL, emnet var Social- og legeadfærd hos kalve
Ansat som forsker fra 1996 til 1998 ved Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd.
Ansat som seniorforsker i 1998 samme sted.
Siden 2007: Seniorforsker ved Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab.
Udnævnt til professor ved Aarhus Universitet, 1. marts 2021.
Bor i dag i Randers, er gift og har voksne børn.