Bedøvelse eller smertelindring ved kastration af grise?

DJF har for nyligt gennemgået den eksisterende nationale og internationale litteratur om undersøgelser af smerter forbundet med kastration af grise. Resultatet er samlet i en rapport.
DJF har ikke deltaget i undersøgelser af smerter forbundet med kastration af grise, men har for nyligt gennemgået den eksisterende nationale og internationale litteratur på området. Resultatet heraf er en rapport, som konkluderer at:
- Kastration af smågrise uden bedøvelse er smertefuldt.
- Ubedøvede grise viser tegn på smerte ved gennemskæring af huden, men især ved manipulation med og overskæring af sædstrengene.
- Man kender ikke varigheden af smerterne efter selve kastrationen, men ændringer i dyrenes adfærd tyder på, at det kan være flere dage.
- Lokalbedøvelse kan kortvarigt reducere smerter sfa. kastration hos smågrise, men virkningen heraf er ikke fuldstændig ? dvs. der vil være grise som stadig føler smerte, selv efter lokalbedøvelse.
- For at opnå bedst mulig effekt af lokalbedøvelse kræves injektion i testiklerne, i sædstrengene samt i huden ved indstiksstedet. Sådanne injektioner er i sig selv forbundet med smerte, men denne er mindre end smerten forbundet med kastration uden bedøvelse.
- Hos mennesker har smertelindring i form af såkaldte NSAID-præparater veldokumenteret effekt på milde til moderate post-operative smerter.
- Lindring af smerterne efter kastration vha. NSAID-præparater er ikke veldokumenteret hos nyfødte grise, men de tilgængelige resultater tyder på, at dyrene har færre smerter i timerne efter indgrebet. Hos voksne grise er sådanne præparater effektive i ca. 24 timer.
- Generelt savnes viden om, hvilke smertelindrende præparater, der kan anvendes ved kastration af nyfødte grise, herunder viden om indgiftsform, behandlingshyppighed, dosering og eventuelle bivirkninger.
- Der findes i dag ikke dokumentation for at nogen lindrings- ellers bedøvelsesform fuldstændig kan fjerne smerter og ubehag forbundet med kastration af smågrise.
- Ingen af de potentielle metoder til smertelindring/bedøvelse vurderes at være uproblematiske ved brug under danske produktionsforhold.
Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Mette S. Herskin eller forskningsleder Birte Lindstrøm Nielsen