Det lyder måske hyggeligt, at mink indhuses i grupper i større bure, hvor de kan dyrke sociale relationer med flere andre mink i stedet for blot at være indhuset parvis, hvor de kun har én burkammerat at være sammen med.

Der er dog en bagside til medaljen.

- Der optræder ofte mere aggression hos mink, der er indhuset i grupper, end hos mink, der går sammen parvis, siger seniorforsker Steffen W. Hansen fra Aarhus Universitet. Det kan dog være, at minkbestanden ad åre tilpasser sig gruppelivet. Steffen W. Hansen har undersøgt, om minkenes tolerance over for hinanden i grupper er bedre på de minkfarme, der har brugt gruppeindhusning i en årrække.

- Vi har i andre undersøgelser set, at forskellige driftsrutiner og forskelle i minkenes genetiske forudsætninger for social tolerance bevirker, at der er variation i dyrenes aggression over for hinanden, siger Steffen W. Hansen.

Grupper sammenlignet med par
Indhusning af mink i grupper er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark, men der er enkelte minkfarme, der har praktiseret det i en årrække. Nogle af disse indgik i forsøget. Undersøgelserne blev gennemført på fire minkfarme, der har praktiseret gruppeindhusning i etagebure uden væsentlige problemer med aggression. På hver af farmene blev nogle af minkene indhuset parvis, så der var en kontrolgruppe at sammenligne med.

Steffen W. Hansen undersøgte, om der var det samme lave niveau af bidmærker, sår og pelsgnav hos minkene, der måtte antages at være tilpasset gruppeindhusning, som hos minkene, der gik parvis.

Når mink er aggressive over for hinanden bider de hinanden, hvilket kan give større eller mindre sår hos den bidte mink. Den uvenlige adfærd er dog uhyre vanskelig at opdage, inden skaden er sket. Det er derfor vigtigt at finde egnede metoder til at forebygge aggressionen, som ikke alene skader minken, men nedsætter pelsens værdi. Optælling af bidmærker på lædersiden efter pelsning er en pålidelige metode til at identificere hvilke dyr, der har været bidt, og kan bruges som værktøj til reduktion af aggression.

Resultaterne viste, at selvom en minkfarm har indhuset sine mink i grupper i flere år, og minkavleren har opfattelsen, at der ikke er væsentlige problemer med aggression, så er der alligevel flere bidmærker hos gruppeminkene end hos minkene, der går sammen parvis.

Mink, der keder sig, kan gnave sig selv eller andre mink i selve pelsen – det såkaldte pelsgnav. Det skader ikke minken men nedsætter pelsens værdi. Her så det ud til i undersøgelsen, at forholdene var bedre hos gruppeminkene, idet de havde færre pelsgnav end mink der gik sammen parvis.   

- Reduktionen i pelsgnav skyldes sandsynligvis en øget social stimulering. Denne gevinst ved gruppeindhusning skal dog vurderes i forhold til risikoen for en ustabil social struktur målt ved øget forekomst af sår og bidmærker, siger Steffen W. Hansen

Legetøj mod kedsomhed
I et andet forsøg har Steffen W. Hansen forsøgt at give minkene plastrør og halmbriketter for at se, om denne berigelse af deres miljø kan nedsætte aggressionerne og pelsgnav. Begge dele reducerede pelsgnav i grupperne men ikke bidmærker og sår.

- Det kunne tyde på, at beskæftigelsesobjekterne virkede mod kedsomhed men forbedrede ikke de sociale relationer, siger seniorforskeren.

Det først forsøg var finansieret med midler fra Kopenhagen Fur/Pelsdyrafgiftsfonden, mens det andet forsøg var finansieret med midler fra Fødevareministeriet.

Man kan høre mere om begge undersøgelser på den årlige temadag om mink 18. september 2012 på AU Foulum. Her vil der blive præsenteret resultater fra en række forskningsaktiviteter i fodring, avl, management, adfærd og velfærd hos mink Læs mere om temadagen her.

Yderligere oplysninger: Seniorforsker Steffen W. Hansen, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7942, email: SteffenW.Hansen@agrci.dk