Tang har traditionelt været brugt som foder i vandnære egne, både ved at dyr selv har ædt opskyllet tang på stranden, og ved at man har fodret med indsamlet tang. Fodring med tang har især været anvendt, hvis der har været mangel på landbaseret foder.

På trods af at tang har været anvendt som foder, har der været en meget begrænset viden om tangs foderværdi til produktionsdyr. Anvendelsen har således været baseret på observationer og overleveringer, og dyrenes egen opsøgning af opskyllet tang. Tang kan kun holde sig frisk kort tid efter høst, og skal derfor enten anvendes meget frisk eller konserveres.

Stigende interesse for tang

Interessen for tang er øget voldsomt de seneste 5-10 år. Årsagerne er øget interesse for at anvende havets ressourcer, for at fjerne næringsstoffer fra fjord og hav, for at binde kulstof, for at producere energi og protein, for at producere bioaktive stoffer, for at producere sundhedsfremmende stoffer, og meget mere.

Tang og makroalger er synonymer, og i denne artikel anvendes benævnelsen tang, bortset fra når de tre divisioner brun-, grøn-, og rødalger omtales.

Tang er mange ting

Noget af det mest slående ved tang er den store variation der er både indenfor og imellem arter. I tabel 1 er kemisk sammensætning og in vitro fordøjelighed vist for nogle tangarter høstet i Bodø, Norge.

Tabel 1. Forskellige tangarter høstet forår og efterår over 2 år. De viste værdier er gennemsnit over 4 prøver bortset fra søsalat, der kun blev høstet efterår.

Denne artikel er baseret på medvirken i norsk ledede og finansierede tangprojekter, ALTPRO (Norges Forskningsråd), PROMAC (Norges forskningsråd), PREMAC (Regionale forskningsfond Nordnorge), OPENMAC (MABIT- Marin bioteknologi program i Nordnorge), projekter hvor formålet har været at undersøge foder og proteinværdi af tang, og om tang kan konserveres (ensileres). Resultaterne, som artiklen bygger på, er såvel publicerede som under publicering.

Undersøgelser af tang

Tangen, der er analyseret, blev vasket - først i havvand, så i blandet hav og ferskvand, og til sidst dyppet i ferskvand for at fjerne sand og overfladesalt. Nogle prøver blev analyseret for syreuopløselig aske (sand) og viste, at prøverne ikke var forurenede med sand.

Tørstofprocenten varierede fra 13 til 28 %. Dette er nogenlunde samme størrelsesorden og variationsbredde, som man kan se for grønne afgrøder dyrket på land som kløvergræs, hvor tørstofprocenten afhænger af vejrlig (nedbør, sol, vind).

Fingertang (Laminaria digitata) i Bodøsjøen. Foto: Margarita Novoa-Garrido.   

Askeindholdet i tangprøverne var betydeligt, selv om prøverne ikke var sandforurenede. Aske varierer fra 13 til 48 % af tørstof i artsgennemsnittene vist i tabel 1, hvilket sammenlignet med almindelige fodermidler til kvæg er meget høje niveauer. Typisk ligger vi på askeindhold under 10 % af tørstof for de fodermidler, vi anvender til kvæg, bortset fra meget jordforurenede kløvergræs- og roetopensilager. Askeindholdet er således begrænsende for, hvor stor en del tang kan udgøre af en totalration til kvæg, og hvis tang indgår i foderrationen bør det tilsigtes at mineralerne i tangen udnyttes.

Indholdet af råprotein var moderat i brunalgerne (9-14 %), højere i grønalger (15-22 %), og højest i rødalgerne (18-35 % af tørstof). Ved vurderingen af indholdet i tørstof skal man tage det høje askeindhold i betragtning. Hvis aske trækkes ud, eller normaliseres til land-afgrøde niveau, vil proteinindholdet i organisk stof, og dermed potentielt forgærbart stof, øges betydeligt.

Fiberindholdet (NDF) varierede i disse arter fra 10 til 46 % af tørstof. NDF analysen er udviklet til landbaserede grovfoderafgrøder og anvendes også til landbaserede kraftfodermidler. Anvendeligheden af NDF analysen til tang kan diskuteres, da de polymere kulhydrater i tang er særdeles forskellige fra landbaserede foderafgrøder.

Fordøjeligheden af organisk stof målt in vitro ved anvendelse af vomvæske var meget høj for rødalgerne (75-85 % af organisk stof), hvilket er i samme niveau eller højere end for det bedste kløvergræsensilage. Grønalgerne lå lavere (fordøjelighed 47-56 % af organisk stof), svarende til frøgræshalm i fordøjelighed. For brunalgerne var der en meget betydelig variation, fra ekstrem lav fordøjeligt kanaliseret wrack til høj fordøjelig fingertang (fordøjelighed 35-81 % af organisk stof).

Proteinværdi af tang

Det fremgår tidligere, at der er en stor variation i indhold af råprotein. Råprotein er her kvælstofindholdet (N) x 6.25. Drøvtyggere som kvæg har behov for protein, der nedbrydes i vommen og som mikroberne kan benytte som kvælstofkilde. De har desuden behov for foderprotein, der passerer unedbrudt gennem vommen og som kan forsyne koen med aminosyre-protein ud over det som mikroberne leverer. Vi har undersøgt proteinets nedbrydningsgrad i vommen og proteinets totalfordøjelighed in situ (nylonposemetoden). Vi har desuden undersøgt, om råproteinet er aminosyrebaseret, og om totalproteinets nedbrydning og fordøjelighed afspejler aminosyredelens opførsel.

Undersøgelserne viser, at aminosyredelen af total råprotein i tang ligger på samme niveau som i landbaserede grovfoderafgrøder, samt at nogle tangarter som f.eks. purpurhinde synes at have en naturlig beskyttelse mod nedbrydning i vommen, samtidig med at fordøjeligheden foder-fæces er høj. Dermed vil en tangart som purpurhinde, ifølge disse undersøgelser, kunne være en særdeles velegnet kilde til forsyning af kvæg med ikke vom-nedbrudt, men fordøjeligt foderprotein. Test på får bekræfter, at purpurhinde (tørret vare købt i Asien) har en proteinværdi til voksende lam, der er på niveau med sojaskrå.

Konservering

Vådt høstet tang har en meget kort holdbarhed. Derfor skal det enten anvendes meget hurtigt, gerne inden for samme døgn som høstet, ellers skal det konserveres. Tørring og frysning er begge sikre metoder til konservering, men begge for omkostningstunge til større anvendelse på foder til kvæg. Ensilering er i kvægbruget den altoverskyggende konserveringsmetode. Vi er i gang med studier af tangs ensileringsegenskaber. Med hensyn til ensilering er der betydelige udfordringer, bl.a. det høje vandindhold (og tang er svært at forvejre med et rimeligt ressourceforbrug), det høje askeindhold samt manglen på en naturlig population af de mælkesyrebakterier, som er nødvendige for en normal ensilering og mælkesyreforgæring. De foreløbige resultater tyder på, at tang kan konserveres ved ensilering, men det vil kræve tilsætning af mælkesyrebakterier.

Er tang så fremtidens foder til kvæg?

Tang kan være en del af fremtidens foder til kvæg. Ernæringsmæssigt har nogle tangarter potentiale, og nogle endda et stort potentiale. Men der er i dag en masse udfordringer. Disse er bl.a. vandindhold, askeindhold, indhold af stoffer der kan være problematiske som jod, arsen, cadmium og andre tungmetaller, konservering og transportomkostninger.

Derudover er prisniveauet på tang i dag på et niveau, som er betydeligt over prisniveauet på almindelig anvendte fodermidler i kvægbruget. Derfor vil umiddelbar anvendelse til kvæg være på områder, hvor en anvendelse som en mindre del af foderrationen ville forventes at kunne bevirke en positiv effekt på fx sundhed eller på metanproduktion. Som reelt fodermiddel vil det i nærmeste fremtid nok kun være realistisk som biprodukter fra anden produktion baseret på tang, eller hvor tang høstes i fjorde mm. med henblik på at fjerne næringsstoffer fra vandmiljøet.

Om projektet

Finansiering af de norsk ledede tangprojekter ALTPRO (Norges Forskningsråd) PROMAC (Norges forskningsråd) PREMAC (Regionale forskningsfond Nord-Norge) OPENMAC (MABIT- Marin bioteknologi program i Nord-Norge)

Projektpartnere  Martin Weisbjerg, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet Margarita Novoa-Garrido, Faculty of Biosciences and Aquaculture, Nord University, Norway Vibeke Lind, Tjøtta, Norwegian Institute of Bioeconomy Research (NIBIO), Norway

Flere oplysninger

Martin Riis Weisbjerg, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: Martin.Weisbjerg@anis.au.dk