Hvorfor dør søer i farestalden?
De fleste søer, der dør spontant, dør i farestalden - men hvad dør de af? Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet har undersøgt problemstillingen og fået overraskende resultater, som kan læses i en ny DCA-rapport.
Dødeligheden hos søer i Danmark lå i 2018 på 12,6 %. Omtrent halvdelen dør spontant og ofte uden forudgående symptomer. De fleste spontane dødsfald sker i farestalden. Af praktiske grunde bliver der ofte ikke stillet en efterfølgende diagnose, og derfor er det svært at sætte ind med en målrettet indsats.
Som led i aftalen mellem Aarhus Universitet og Miljø-og Fødevareministeriet om levering af forskningsbaseret myndighedsbetjening, er forskere ved Institut for Husdyrvidenskab blevet bedt om at kortlægge årsagerne til spontan sodødelighed i farestalden i Danmark. Resultatet af arbejdet er netop udgivet som DCA-rapport.
Leverdrejning er den hyppigste dødsårsag
Med udgangspunkt i ti konventionelle sobesætninger, har forskerne undersøgt dødsårsager og forhold omkring dødsfald hos spontant døde søer i farestalden i perioden fra april 2018 til juni 2019. En enkelt dødsårsag har vist sig at være langt den hyppigste:
- Den helt dominerende dødsårsag var leverdrejninger. Hele 42 % af søerne i projektet var døde, fordi en leverlap var drejet om sin egen akse og havde forårsaget stase og vævsdød. Til sammenligning var 17 % af de obducerede søer døde af faringsproblemer, oftest fordi rådne grise var tilbageholdt i livmoderen. 17 % af søerne var døde af infektioner, fortæller Hanne Kongsted, post.doc. ved Institut for Husdyrvidenskab.
Undersøgelsen har ikke alene givet større indsigt i dødsårsager i de undersøgte besætninger, men også i højrisikoperioder for spontan sodødelighed. To perioder skilte sig særligt ud:
- 25 % af de døde søer i studiet døde i perioden 0-5 dage fra faring, men også perioden sidst i diegivningen, altså ca. 3 uger efter faring, har vist sig at være en højrisikoperiode. Den hyppigste dødsårsag, leverdrejning, forekommer i hele diegivningsperioden, men der lader til at være flere, der dør sidst i diegivningsperioden end omkring faring, uddyber Hanne Kongsted.
Vi skal finde ud af hvorfor!
Det er nødvendigt at få en bedre forståelse af den høje forekomst af leverdrejninger for at kunne gå ind med en målrettet indsats:
- I forhold til tidligere studier i både ind- og udland er der tilsyneladende sket en kraftig stigning i forekomsten af leverdrejninger. Selvom det er en kendt dødsårsag, har den ikke tidligere været tillagt stor betydning for den generelle dødelighed. Den antagelse må vi altså nu tage til revision. Der bør laves undersøgelser, der kan fastlægge forekomsten af leverdrejninger i både drægtigheds- og diegivningsperioden og komme nærmere på årsagsforholdene, fortæller Hanne Kongsted og fortsætter:
- Forskningen på området er sparsom. Men det tyder på, at anatomiske faktorer har en væsentlig indflydelse. Dette bør undersøges nærmere. Vi overvejer også om der kunne være en sammenhæng mellem høj proteintildeling, vækst af leveren og forekomst af leverdrejninger. Denne hypotese er interessant, fordi der over årerne, hvor der tilsyneladende er sket en voldsom stigning i forekomst af leverdrejninger, også er sket en betydelig stigning i proteintildelingen. Der kan også være andre forhold, der spiller ind, men som ikke kunne klarlægges her – til dels fordi de ti besætninger, der deltog i undersøgelsen, var for ens i forhold til opstaldningsform og management.
Kontakt
Hanne Kongsted
Institut for Husdyrvidenskab – Epidemiologi og Management
Mail: hanne.kongsted@anis.au.dk
Telefon: 87157853
DCA-rapporten ”Årsager til spontan sodødelighed i farestalden” er bestilt og finansieret af Miljø- og Fødevareministeriet som en del af en aftale med Aarhus Universitet om forskningsbaseret myndighedsbetjening, og den kan hentes her.
Det diagnostiske arbejde er gennemført i samarbejde med SEGES, Laboratorium for Svinesygdomme, Kjellerup og Tim Kåre Jensen, Center for Diagnostik, DTU.