Ny vaccine mod smågrise-diarré på vej
Aarhus Universitet er med i et nyt og banebrydende projekt, som skal udvikle en effektiv vaccine mod fravænningsdiarré hos smågrise. Hvis udviklingsarbejdet af vaccinen går, som forskerne håber, vil 90% af den dødelighed, som i dag ses på grund af fravænningsdiarré, kunne hindres og forbruget af antibiotika vil kunne sænkes tilsvarende.
Diarré hos smågrise er e kæmpe udfordring i svineproduktionen og koster hvert år landmanden dyrt på grund af høj dødelighed i smågrisestalden samt brug af store mængder antibiotika. Det høje antibiotikaforbrug er samtidigt et alvorligt problem, da det er med til at fremme udviklingen af antibiotikaresistente bakterier.
Med støtte fra Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram, GUDP, er Statens Serum Institut (som projektleder), derfor gået sammen med Aarhus Universitet og SEGES om at udvikle en effektiv vaccine mod fravænningsdiarré. Diarréen, som er forårsaget af E-coli-bakterier, opstår typisk kort tid efter, at grisene er taget fra soen. På det tidspunkt er grisene ikke længere beskyttet af antistoffer fra soen og har samtidigt endnu ikke fået opbygget deres eget immunforsvar. Den nye vaccine, som udvikles af Statens Serum Institut, skal derfor kunne gives meget tidligt for at bidrage til at få aktiveret pattegrisenes eget immunforsvar, inden de fravænnes.
Den nye type vaccine skal virke i tarmen
”Hidtil har det ikke været muligt at vaccinere effektivt mod diarré, da antistoffer, fremkaldt ved hjælp traditionelle vacciner, ikke kan passere gennem tarmslimhinden og dermed ikke kan virke, der hvor de sygdomsfremkaldende E-coli-bakterier befinder sig”, fortæller professor Charlotte Lauridsen fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet. Charlotte Lauridsen står for den del af projektet, som handler om at teste den nye vaccine på grise i forsøgsstaldene i AU Foulum.
I projektet er der tale om at udvikle en helt ny type vaccine, som netop vil være i stand til at passere tarmslimhinden. Vaccinen fungerer på den måde, at man, samtidigt med vaccine-injektionen, påvirker nogle lymfeknuder (som er med til at danne antistoffer) til at tro, at de sidder i tarmen. På den måde kan man få lymfeknuderne til at danne antistoffer, som er i stand til at passere ud i tarmene og dermed beskytte grisen mod en tarminfektion. Statens Serum Institut har forsket i denne type vaccine til mennesker i mange år, men nu skal teknikken videreudvikles til grise.
”Når vaccinen er klar til at blive afprøvet på grise, er det vores opgave i projektet at undersøge vaccinens effekt i et infektionsforsøg md E. coli. Vi anvender grise født fra vores søer, som vi ved er genetisk modtagelige over for E. coli, og vi undersøger, om vaccinen beskytter grisene, så de ikke får diarré efter fravænning”, forklarer Charlotte Lauridsen.
Store perspektiver
Vaccinen forventes at kunne reducere den diarré-relaterede dødelighed hos smågrise med 90 % og samtidigt sænke antibiotikaforbruget tilsvarende. Dermed er perspektiverne i projektet til at få øje på. En markant lavere smågrisedødelighed, bedre dyrevelfærd samt en drastisk reduktion i antibiotika-forbruget i svineproduktionen vil have en kæmpe betydning for erhvervet, som hvert år bruger 34 tons antibiotika til behandling af smågrisediarré. Samtidigt vil man kunne løse problemet med det miljøskadelige zink, som bruges i foderet til smågrisene for at forebygge diarré, og som bliver forbudt i hele EU fra 2022. Den nye vaccine forventes på markedet i 2026, hvis alt går efter planen.
FinansieringProjektet er støttet af Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram, GUDP. |
SamarbejdspartnereStatens Serum Institut, Aarhus Universitet og SEGES |
Mere information
Det fire-årige GUDP-projekt hedder SIgAVAC og løber i perioden fra 2020-2024.
Læs mere om projektet på Statens Serum Instituts hjemmeside: https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020/statens-serum-institut-far-stotte-til-at-udvikle-vaccine-der-kan-spare-mange-grises-liv |
Kontakt
Professor Charlotte Lauridsen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet E-mail: Charlotte.Lauridsen@anis.au.dk Gregers Jungersen (projektleder), Statens Serum Institut |