Der dør fortsat alt for mange pattegrise i den danske svineproduktion. Tal fra branchen viser, at pattegrisedødeligheden i 2020 var på omkring 23 procent. Det vil sige, at ud af de 41,9 mio. smågrise, som blev født i 2020, så døde 9,7 mio.

Professor Lene Juul Pedersen fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet (AU) peger på, at det er den vedvarende stigning i antal grise i kuldet, som skaber problemer.

Store kuld er en følge af mål i avlen

Stigningen i kuldstørrelsen er resultatet af en avlsstrategi, hvor avlsdyrene blandt andet er blevet udvalgt efter deres genetiske evne til at føde mange grise. Allerede i 00’erne viste det sig imidlertid, at pattegrisedødeligheden steg til et uacceptabelt niveau.

Baseret på resultater fra et forskningsprojekt udført i samarbejde mellem Aarhus Universitet (AU) og Videncenter for Svineproduktion (nu SEGES) og finansieret af Svineafgiftsfonden, besluttede bestyrelsen for videncentret at tilpasse avlsmålet fra ”flest mulige fødte grise” til et mål om ”flest overlevende grise dag 5” (LG5), hvor kuldstørrelse ved fødsel indgår med samme vægt som dødelighed til dag 5 (en redegørelse kan findes i rapporten ”Pattegrisedødelighed i DK - Muligheder for reduktion af pattegrisedødeligheden i Danmark”, som blev udarbejde efter ønske fra Fødevarestyrelsen).

En betydelig del af pattegrisene dør i de første dage efter faring, og det nye avlsmål skulle således kombinere målet om både at øge pattegriseoverlevelsen og styrke fertiliteten for danske avlsdyr.

Flere undersøgelser, bl.a. en uafhængig evaluering fra Aarhus Universitet i 2018 (bestilt af Fødevarestyrelsen), viste da også, at avl efter LG5 både øgede kuldstørrelsen og reducerede pattegrisdødeligheden i avls- og opformerings-besætninger frem til midten af 10’erne.

Der er en vis forsinkelsen i udbredelsen af genetik fra avls- og opformeringsbesætninger til produktionsbesætninger. Derfor var det AUs forventning, at der ville komme et mindre fald i dødeligheden i produktionsbesætningerne frem til nu. De seneste år er der imidlertid sket det stik modsatte i produktionen, nemlig at dødeligheden er steget.

Store kuld stiller store krav til management

Problemet er, at den stigende kuldstørrelse og den deraf følgende lavere fødselsvægt udløser et stort behov for at producentens management omkring pasning af overskydende og undervægtige grise er i top, forklarer professor Lene Juul Pedersen fra Institut for Husdyrvidenskab ved AU.

Jo flere grise der bliver født, des sværere bliver det at sikre denne pasning. Forsyningen med råmælk og dermed antistoffer, som skal beskytte grisene mod infektioner i de første leveuger, er mindre for den enkelte gris.  Hvis der ikke sættes massivt ind med driftsledelse, f.eks. gennem faringsovervågning, ekstra varme ved fødsel, brug af ammesøer, tildeling af mælkeerstatning og anden intensiv pasning af særligt de mindste og svageste, så bliver dødeligheden uundgåelig høj da soen ikke selv kan opfostre alle grisene. 

Lene Juul Pedersen peger også på, at brugen af ammesøer og flytning af grise mellem hold dels udgør et velfærdsproblem i sig selv for både so og pattegrise, dels er med til at bryde holddriften og dermed smittebeskyttelsesindsatsen. Det øger risikoen for sygdom.

Udover at der er tale om et dyrevelfærdsmæssigt problem, så stiller Lene Juul Pedersen også spørgsmålstegn ved den samlede økonomiske rentabilitet ved de store kuld. Det skyldes at arbejdsindsatsen for at redde de sidste grise er høj og stigende. Derudover kender vi ikke nok til de langsigtede konsekvenser, hverken af de hyppige flytninger af grise mellem kuld eller af hvordan de mindste og svageste grise i kuldet udvikler sig over tid.

Alternativ til LG5

Seniorforsker Ole Fredslund Christensen fra Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning (QGG) ved AU er en af de forskere, som beskæftiger sig med de genetiske muligheder for at reducere pattegrisedødeligheden.

Det var QGG, som stod for evalueringen af LG5, og i forbindelse med evalueringen stillede forskerne bl.a. forslag om, at der skulle avles mere direkte efter at reducere dødeligheden. Det kunne bl.a. ske ved et alternativt indeks til LG5, hvor der indgik en højere vægtning af overlevelse i forhold til kuldstørrelse end den implicitte 1-1 vægtning i LG5. I evalueringen blev det sandsynliggjort, at dette burde give betydelig større reduktion i dødelighed end avl for LG5.

Avl for overlevelse helt frem til slagtning

På baggrund af stigningen i dødeligheden har QGG imidlertid startet et helt nyt forskningsprojekt ”Genetisk forbedring af svineoverlevelse”.

I projektet arbejder forskerne med genetiske undersøgelser af dødelighed i forskellige perioder fra fødsel til slagtning. En del af dette er at undersøge genetiske sammenhænge til egenskaber i det nuværende avlsmål (tilvækst, fodereffektivitet, LG5 m.v.), for at undersøge om der avles for egenskaber som indirekte kan have en negativ konsekvens for overlevelse.

I undersøgelsen studerer forskerne både moderens og grisens eget genetiske bidrag til overlevelse, hvilket er anderledes end i avl for LG5.

- Det overordnede formål med projektet er at undersøge mulighederne for at avle for reduktion af dødelighed i en længere periode end til dag 5. Særligt relevant er avl for overlevelse frem til fravænning, men også avl for overlevelse helt frem til slagtning er relevant, siger Ole Fredslund Christensen.