Nye fodringsstrategier til økologiske svin på vej
Nyt stort forskningsprojekt skal bane vejen til nye foderblandinger til økologiske svin, som er bedre tilpasset deres næringsbehov. I øjeblikket overforsynes de økologiske svin med visse næringsstoffer, da de fodres med blandinger, som er baseret på behovet hos indendørs svin – og det går ud over både produktionsøkonomien og miljøet.
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet står i spidsen for et nyt stort forskningsprojekt: ”Værditilvækst med effektiv ressourceudnyttelse hos økologiske grise”. Sammen med kollegaer fra Institut for Agroøkologi og via samarbejde med Vestjyllands Andel, Friland og Udviklingscenter for Husdyr på Friland skal forskerne undersøge de økologiske svins fodringsbehov og på det grundlag udvikle foderblandinger og fodringsstrategier, som er mere tilpasset den økologiske produktionsform. Implementeringen af nye fodringsstrategier i den økologiske svineproduktion kan betyde en markant foderbesparelse og lavere miljøpåvirkning.
Økologiske svin er p.t. overforsynet med protein
Danmark er et af de lande, hvor økologisk produktion er mest udviklet, men der mangler økologisk svinekød både til danske forbrugere og til eksport, selvom afregningsprisen til landmanden er væsentligt højere end for konventionelt svinekød. Én af grundene er, at det er svært at skaffe tilstrækkeligt med økologisk protein til foderet. I dag overforsynes økologiske svin med visse næringsstoffer, herunder især protein, hvilket påvirker produktionsøkonomien, miljøet og branchens omdømme negativt. Denne overforsyning skyldes blandt andet, at de økologiske svins ernæring er baseret på behov, fastlagt på indendørs svin, der langtfra har samme fysiske aktivitet eller klimaforhold, som udegående svin. Men overforsyningen med protein skyldes også at økologiske søer indtager store mængder græs, som har et højt indhold af protein og et lavt indhold af energi.
Fokuspunkter i projektet
Den første del af projektet vil fokusere på at udvikle en metode til at bestemme svinenes optagelse af græs, for at bestemme hvor meget protein og energi der indtages fra grovfoderet. Dernæst vil græs- og proteinoptag samt den totale varmeproduktion hos både drægtige og diegivende søer blive målt, herunder energien brugt til fysisk aktivitet og til termoregulering. Endvidere måles energibalancen hos søerne gennem sommer og vinter. Det beregnes også hvor meget energi søerne bruger på fostervækst, mælkeproduktion afhængigt af årstiden.
På baggrund af de mange målinger og beregninger skal der udvikles fodringsstrategier og fuldfoderblandinger til økologiske udendørs søer til forskellige årstider. Endvidere skal de nye fodringsstrategier og -blandinger testes i kommercielle økologiske besætninger og effekten på produktion og foderforbrug, såvel som nødvendige managementtilpasninger vil blive undersøgt.
Forskningsarbejdet gavner bredt
Det er ikke kun søerne, der får gavn af forskningsarbejdet. Også til de økologiske slagtesvin vil der blive udviklet nye fodringsstrategier og fuldfoderblandinger til de forskellige årstider. Også her skal fodringsstrategierne og -blandingerne testes i kommercielle økologiske besætninger og effekten på tilvækst og foderudnyttelse og kødkvalitet, såvel som nødvendige managementtilpasninger vil blive undersøgt.
Der er også fokus på de økonomiske og miljømæssige effekter af at implementere nye fodringsstrategier, hvilket i praksis vil blive undersøgt på både besætningsniveau og produktniveau. Projektleder Peter Theil udtrykker det således: ”Der er kun vindere ved at sætte fokus på fodring af økologiske søer og slagtesvin – producenterne, foderstofbranchen, miljøet, dyrene, interesseorganisationerne og forbrugerne”.
Det er forventningen, at projektets anvisning af mere effektiv foderudnyttelse og mindre miljøpåvirkning vil føre til en udvidelse af den økologiske svineproduktion og dermed understøtte potentialet for økologisk eksport.
Projektet løber i perioden fra 1/4-2016 – 30/6-2020 og er finasieret af Innovationsfonden.
Mere information
Projektleder: Seniorforsker Peter Theil, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet. E-mail: peter.theil@anis.au.dk
Læs også omtale af projektet i FOODCULTURE.DK.