Aarhus Universitets segl

Nyt projekt skal undersøge om Bovaer har betydning for køers velfærd

Tilsætning af Bovaer til foderet gør malkekøer mere klimavenlige og er en del af regeringens plan for at mindske landbrugets klimabelastning. Men hvad betyder Bovaer for koens velfærd? Det vil et nyt AU-projekt undersøge.

Foto: Jesper Rais

Bovaer sænker effektivt køers udledning af metan. For at reducere metan-udledningen fra konventionelle malkekøer, kan landmanden fra i år vælge ét af to tiltag; Enten skal dyrene have fedtholdigt foder hele året eller i en periode have foder, der indeholder tilsætningsstoffet Bovaer.

Tidligere studier ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet har vist en reduktion i foderoptagelsen hos køer, når der var Bovaer i foderet. Årsagen er ikke kendt, men et nedsat foderindtag kan være et tegn på, at dyrenes velfærd er påvirket.

Hvad betyder Bovaer for koens velfærd?

I projektet vil forskere følge køernes aktivitet, liggeadfærd, deres sociale adfærd, og deres komfortadfærd. Samtidig måles deres foderoptagelse og ædeadfærd ved hjælp af sensorteknik, der er placeret i automatiske foderkasser.

Forskerne vil også undersøge om malkekøer vil undgå foder tilsat Bovaer, hvis de har mulighed for det. Man giver koen mulighed for både at æde foder med og uden tilsætningsstoffet fra hver sin foderkasse.

Køer er i stand til at undgå fodermidler, der gør dem utilpasse ved at forbinde et eventuelt ubehag med foderets placering, eller smag. Den evne, kan man bruge i en speciel type adfærdstest til at undersøge om køer vil undgå bestemte fodermidler eller tilsætningsstoffer, eller bestemte koncentrationer af dem.

Projektet er det første af sin art

Studier af Bovaer har hidtil fokuseret på tilsætningsstoffets virkning på dyrenes udledning af metan og eventuel virkning på produktiviteten.

Dette projekt har som det første fokus på, om Bovaer har konsekvenser for dyrevelfærden. En række studier ved AU har vist en reduktion i foderoptagelsen, mens den i andre studier har været uændret.

”Nedsat appetit og indtag af foder kan skyldes flere forhold, og det kan være et tegn på ubehag. Derfor er der grund til at undersøge om Bovaer har negative konsekvenser for dyrevelfærden ”, siger leder af projektet, professor Margit Bak Jensen.

”Andre tegn på ubehag er reduceret aktivitet og reduceret hudpleje, og social adfærd. Vi ved ikke, om det reducerede foderoptag, som i tidligere studier er set hos køer, der bliver tildelt Bovaer, er forbundet med lignende ændringer af adfærd, men det er blandt andet det vi skal undersøge i dette projekt”, siger hun.

Projektet er finansieret af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og omfatter både lakterende køer og goldkøer.

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:

Projektnavn Hvordan påvirker metanreducerende
foder malkekøers dyrevelfærd?
Projektperiode 2025-2028
Finansiering 

Supplerende opgave til ydelsesaftalen AU-husdyrproduktion til rammeaftale med Aarhus Universitet om forskningsbaseretmyndighedsbetjening mellem: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug & Fiskeri Landbrugs- og Fiskeristyrelsen På vegne af Fødevarestyrelsen og Aarhus Universitet, Institut for Husdyr- og
Veterinærvidenskab (ANIVET)

Samarbejdspartnere                                                                                                    Ingen
Ekstern kommentering                                                Ingen
Interessekonflikter    Ingen
Kontakt Professor Margit Bak Jensen
MargitBak.Jensen@anivet.au.dk