Mælkefeber hos malkekvæg er et velkendt sygdom, som primært opstår hos ældre køer i forbindelse med kælvning og er kendetegnet ved, at koen bliver kold, slinger og eventuelt lammet. Sygdommen er ofte forbundet med, at køerne efterfølgende giver mindre mælk og har øget risiko for yverbetændelse, børbetændelse og ketose – sygdomme, som har stor betydning for køernes velfærd og økonomien på bedriften. Forekomsten af mælkefeber hos økologiske landmænd er højere end hos konventionelle. Tidligere undersøgelser har desuden vist, at der indenfor gruppen af økologiske landmænd er betydelige forskelle i forekomsten af mælkefeber på besætningsniveau, uden at man kan forklare hvorfor.

Nu viser en ny interviewundersøgelse fra Aarhus Universitet, at landmændene er meget forskellige i deres vurdering af problemet, samt at forekomsten af mælkefeber er meget afhængig af sommerfodring. Undersøgelsen viser også, at mange er kritiske overfor den lovgivning, som forhindrer dem i at behandle mælkefeber med kalcium direkte i koens blodåre, samt at landmændene har forskellige strategier, når det gælder forebyggelse.

I undersøgelsen er 56 økologiske landmænd med besætninger på mere end 100 køer blevet interviewet telefonisk om deres forståelse af mælkefeber, deres praktiske procedurer med hensyn til forebyggelse og hvordan de ser på udfordringen med mælkefeber. Svarene er blevet analyseret og også sammenholdt med besætningernes data fra Kvægdatabasen.

Ikke et problem – og så alligevel

Ud af de 56 landmænd svarede 38, at de ikke mente, de havde et problem med mælkefeber. En enkelt begrundede det med, at selv om dyrlægen syntes, hun havde et problem, så valgte hun at acceptere, at mælkefeber ikke kunne undgås, især hos de gamle, (4. laktation og ældre) og lidt fede køer. Andre anerkendte problemet, men forsøgte samtidig at nedtone det, f.eks. som noget der kun sker periodisk. Desuden blev problemet knyttet til bestemte årstider, til køernes alder og til den menneskelige håndtering. 26 landmænd svarede, at de anså mælkefeber som en meget problematisk tilstand, også på grund af følgesygdomme, f.eks. tilbageholdt efterbyrd, yverbetændelse, ketose, nedsat ydelse og løbedrejning. En landmand forklarede, at hvis man behandlede var der ingen komplikationer, heller ikke med følgesygdomme, men blev det ikke taget i tide, opstod der yderligere problemer.

Loven som en del af problemet

25 af landmændene gav udtryk for, at de havde svært ved at forstå, hvorfor de ikke selv må behandle køerne med kalcium i blodet, sådan som reglerne i økologilovgivningen siger. Flere pegede på, at de har forståelse for, at dyrlægen skal behandle med antibiotika, men ikke hvorfor det også skal være dyrlægen, der indgiver kalcium. Fagligt set syntes denne gruppe, at der mangler argumenter for, hvorfor de ikke må behandle med kalcium. Loven skaber, ifølge nogle af landmændene, et dilemma, som handler om økonomi. Betalingen af dyrlægen, fordi man ikke selv må behandle, kan betyde, at man skubber behandlingen. Desuden undlod nogle smertebehandling i forbindelse med kalcium i blodet, fordi smertestillende medicin tæller i behandlingsregnskabet, selv om det ikke er antibiotika. En økologisk ko må nemlig højst behandles tre gange i løbet af 12 måneder for at bevare sin økologiske status.. Flere af landmændene pegede på, at den metode de godt må bruge, nemlig at give koen kalcium oralt, er en metode som de, fagligt set, ikke vurderede er god nok, fordi der ikke findes økologiske produkter, der anses for at virke tilstrækkeligt.

De landmænd, der ikke anså regelsættet for et problem, pegede blandt andet på en grundlæggende forståelse af at være økolog: At man må indordne sig efter reglerne. Andre argumenterede for, at mælkefeber slet ikke bør opstå – og man bør have fokus på forebyggelse og ikke på reglerne.

Forståelse og forebyggelse

Flertallet af landmændene genkendte en ko i risiko for mælkefeber via klassiske symptomer: Kold på mule, halerod og ører. Desuden blev nævnt koens ædelyst og iagttagelser af koens adfærd. Ved mistrivsel og dårlig ædelyst svarede halvdelen af landmændene, at de havde et oralt kalciumprodukt, de behandlede koen med, enten rutinemæssigt eller ved særlige risiko-køer.

Til spørgsmål om forebyggelse af mælkefeber gennem fodring havde næsten alle landmændene først og fremmest fokus på god goldko-fodring, f.eks. ved brug af separat goldko-blanding og goldko-mineraler. Der hvor landmændene havde stor variation i svarene var i valget af afgoldningsmetode, hvor nogle anvendte ”kold tyrker” (koen sættes på halm og vand i en periode for at stoppe mælkeproduktionen), mens andre supplerede koen med hø, ensilage, wrap eller goldko-blanding. Landmændene adskilte sig også meget fra hinanden, når det gjaldt fodring af goldkøer sommer og vinter, f.eks. var fodringen stort set den samme vinter og sommer for nogle, mens andre svarede at de supplerede græs med goldko-mineraler og foder efter behov. Ingen brugte analyse fra laboratorie forud for beslutning om skrålægning, men en enkelt var så utilfreds med ensilagens kvalitet, at han fremover ville bruge græsanalyse.

Kobling til data om mælkefeber

Alle de interviewede gav tilladelse til, at forskerne hentede besætningernes data i kvægdatabasen fra 2016 på registrerede kælvninger, og alle tilfælde af mælkefeber blev listet op. Antal procent af mælkefeber hos 3. kalvs og ældre køer i 2016 i de 56 besætninger varierede fra 0 % til 14,9 %. De 10 besætninger, som havde færrest registrerede tilfælde, var besætninger, hvor ejerne alle nævnte god goldko-fodring som det vigtigste forebyggende tiltag, mens gruppen med flest registrerede tilfælde af mælkefeber i højere grad nævnte mineraler eller kalcium produkter som forebyggelse. I gruppen med færrest tilfælde af mælkefeber brugte syv ud af 10 producenter, at goldkøer, i forbindelse med afgræsning, blev fodret på samme måde sommer som vinter.  I gruppen med fleste tilfælde af mælkefeber supplerede kun to ud af 10 producenter afgræsningen med andet foder.

Overraskende

For forskerne var det overraskende, at så mange økologiske landmænd i interviewene gav udtryk for, at de ikke havde problemer med mælkefeber i deres besætning. Hvis de 38, der svarede, at de ikke har problemer, svarer til de 38 i databasen med færrest tilfælde af mælkefeber kan det betyde, at de accepterer, at op til 6,1 % af deres 3. kalvs køer eller ældre køer får mælkefeber.

Desuden kan man indtil nu konkludere, at korrekt sommerfodring af goldkøer er helt centralt i forhold til forebyggelse af mælkefeber. Tidligere undersøgelser viser, at køer på græs har højere risiko for mælkefeber, og det bekræfter denne undersøgelse. Den viser også, at der er forskel på forekomsten af mælkefeber ved sommerfodring (primært græs) i forhold til køer som fodres stort set på samme måde året rundt. Derimod kan undersøgelsen endnu ikke sige noget om betydningen af forskel på typerne af vinterfodring. Det kan skyldes, at landmændene har forskellige beskrivelser af, hvordan goldko-fodringen tildeles. Næste fase af undersøgelsen vil blandt andet gå i dybden med dette.

Fakta om projektet

Interviewundersøgelsen er foregået som et led i projektet ”Forebyggelse af mælkefeber i økologiske malkekvægsbesætninger”, som er støttet af Mælkeafgiftsfonden. Projektleder er Heidi Voss, dyrlæge og videnskabelig assistent ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Projektet er organiseret i tre faser, hvor 1. fase er en interviewrunde med efterfølgende resultatopgørelse. Fase 2 er afholdelse af en workshop med rådgiverne, hvor resultaterne for fase 1 fremlægges og diskuteres, for derved at få yderligere input til fase 3. Fase 3 består af besøg i besætninger med forskellig forekomst af mælkefeber for at klarlægge detailprocedurer som årsag til forskellene, samt udvikling af slutproduktet: Den bedste praksis for forebyggelse af mælkefeber i økologiske malkekvægsbesætninger. De råd som kommer ud af ’bedste praksis’ bliver tilgængelige for alle økologiske mælkeproducenter.

Læs mere om projektet samt hele rapporten med resultaterne fra de 56 interviews her.

Denne artikel har også været bragt i Økologi og Erhverv, 22. juni 2017.