Aarhus Universitets segl

ViD-konference trak fulde huse i Aarhus

Hvert år afholder Videncenter for Dyrevelfærd en ViD-konference med fokus på forskellige emner relateret til dyrevelfærd. I år var temaet ”Når dyr flyttes” og arrangementet blev afholdt den 5. november på Aarhus Universitet. Arrangementet var fuldt booket op, hvilket vidner om en stor interesse for emnet.

Der var fuldt hus med 150 deltagere til årets ViD-konference i Aarhus. Foto: Linda S. Sørensen.
Der var fuldt hus med 150 deltagere til årets ViD-konference i Aarhus. Foto: Linda S. Sørensen.
Jan Tind Sørensen byder velkommen til ViD-konferencen med temaet: Når dyr flyttes. Foto: Linda S. Sørensen.
Jan Tind Sørensen byder velkommen til ViD-konferencen med temaet: Når dyr flyttes. Foto: Linda S. Sørensen.

For en propfyldt sal på Aarhus Universitet bød professor ved Institut for Husdyrvidenskab, Jan Tind Sørensen velkommen til årets VID-konference, som blev afholdt for 10. gang. Konferencen sætter hvert år fokus på aktuelle emner inden for dyrevelfærd – denne gang med overskriften: ”Når dyr flyttes”. Desuden benyttes dagen til at vise resultater fra aktuelle forsknings- og udviklingsprojekter, som er igangsat af ViD.

Undersøgelser af dyretransporter på landvejen

Programmet for dagen indeholdt en række spændende indlæg fra forskningsinstitutioner og myndigheder og blev indledt med oplæg fra politiassistent Niels Christian Arberg fra Rigspolitiet samt Stig Jessen fra Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold. De fortalte om deres erfaringer fra politiets vejkontrol af dyretransporter, som politiet foretager cirka 900 af hvert år. Myndighederne skønner at der per uge gennemføres 8600 transporter på de danske veje.

Seniorforsker Mette S. Herskin fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet fortalte om resultater fra et stort projekt omhandlende transportegnethed hos udsætterdyr fra kvæg- og svineproduktionen, hvor der blev set på dyrenes kliniske tilstand før, under og efter transporten. Resultaterne viser, at dyrene er påvirkede af transporten, men at der mangler en definition på transportegnethed for at afgøre om dyrene er egnede til transport.  

Michael Marahrens fra Friedrich-Loeffler-Institut i Tyskland var inviteret til at fortælle om sine resultater fra et projekt om effekt af ”læsse-tæthed”, varighed af transport samt af effekt af årstid på forskellige velfærdsindikatorer ved transport af slagtesvin.

Fagpolitisk konsulent Vibe Pedersen Lund fra Den Danske Dyrlægeforening redegjorde for resultater fra en undersøgelse fra Københavns Universitet af, hvad slagtekyllinger dør af samt hvilke risikofaktorer, der er forbundet med transport af slagtekyllinger.

Status på ViD-projekter

Efter frokost gjorde professor Björn Forkman samt professor Peter Sandøe –begge fra Københavns Universitet - status i to ViD-projekter, der handlede om henholdsvis framework-velfærdsvurderingssystemer samt benchmarking af dansk lovgivning og markedsdrevet dyrevelfærd mod udvalgte europæiske lande. Projekternes resultater er endnu ikke færdigbearbejdet.

Flytning af dyr i staldene

Ud over flytning af dyr, i forbindelse med transport til slagteri, foregår der også en del flytninger inden for i staldene. Dette foregår i stor udstrækning i forbindelse med kuldudjævning og fravænning af dyr. Her delte tre forskere fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet ud af deres seneste viden, hvad angår fordele, ulemper og anbefalinger på området.

Seniorforsker Jens Malmkvist fortalte om flytning af minkhvalpe mellem kuld; professor Lene Juul Pedersen om flytning af grise i farestalden. Der er en række fælles træk ved de produktioners håndtering af stigende kuldstørrelser. Seniorforsker Mette Vaarst fortalte om, hvornår kalven skal flyttes fra koen. Sidstnævnte er et område med stor bevågenhed og der er flere forskningsprojekter i gang, som udvikler måder, hvorpå ko og kalv kan være sammen i længere tid, før de adskilles i økologisk mælkeproduktion.

De mange spændende oplæg gav anledning til stor spørgelyst fra deltagerne. ”Vid konferencerne samler forskere, rådgivere, NGO’er og myndigheder og er derved et vigtigt forum for diskussion af dyrevelfærd i Danmark” siger professor Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Om ViD

I 2010 blev Fødevarestyrelsens Videncenter for Dyrevelfærd (ViD) grundlagt for at bringe øget fokus på dyrevelfærden i Danmark. ViD er baseret på et tæt samarbe??jde mellem Miljø- og Fødevareministeriet, Fødevarestyrelsen og dyrevelfærdsforskere på Københavns Universitet og Århus Universitet. ViD blev fra 2010 finansieret af en særlig dyrevelfærdsreserve, som ble?v afsat på finansloven for 2009 efter et stort politisk ønske om at forbedre dyrevelfærden i Danmark. ViD finansiering er siden sikret igennem Veterinærforligene. 

 

Flere oplysninger

Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: JanTind.Sorensen@anis.au.dk