Aarhus Universitets segl

AU forskere har bidraget til ny international lærebog med fokus på to store udfordringer i svineproduktionen: pattegrisen og den fravænnede gris

To forskere fra Aarhus Universitet har bidraget med kapitler til en ny engelsksproget lærebog ”The suckling and weaned piglet”. Bogen er skrevet af førende internationale forskere på området og samler den nyeste forskningsbaserede biologiske viden om muligheder og udfordringer knyttet til pasning af pattegrisen og den fravænnede gris.

Ny engelsk sproget lærebog sætter fokus på et bredt spekter af de udfordringer, der er i forbindelse med pasning af pattegrise samt smågrise efter fravænning.
Ny engelsk sproget lærebog sætter fokus på et bredt spekter af de udfordringer, der er i forbindelse med pasning af pattegrise samt smågrise efter fravænning.

Formidling af forskningsbaseret viden om husdyrenes ernæring, sundhed og velfærd er en vigtig opgave for Aarhus Universitet (AU). Senest har to forskere fra Institut for Husdyrvidenskab, AU bidraget til en ny bogudgivelse på engelsk med titlen ’The suckling and weaned piglet’, som sætter fokus på et bredt spekter af de udfordringer, der er i forbindelse med pasning af pattegrise samt smågrise efter fravænning.

Bogen henvender sig til agrobiologistuderende, dyrlægestuderende, landbrugselever og andre med interesse for landbrug og den animalske produktion. ”Det er vigtigt at undervisning af fremtidens svineproducenter og rådgivere udnytter AU’s omfattende forskning i grisens ernæring, sundhed og velfærd. Denne bog slår præcist ned på svineproduktionens to største udfordringer; nemlig pattegrisen og den nyligt fravænnede gris. Jeg er glad for, at to af AU’s velfærdsforskere har bidraget til bogen” siger professor Jan Tind Sørensen, Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.       

Bogen afdækker mange relevante emner og problematikker

Indholdet i bogen spænder bredt og afdækker eksempelvis emner som den nyfødte gris’ biologi og immunsystem, risikofaktorer i forhold til overlevelse, grisenes vækst de første dage, udfordringer i forbindelse med højproduktive søer og store kuld. Endvidere behandler bogen også konsekvenser af management-indgreb som eksempelvis tandklipning og kastration, fodring og tarmudvikling.

Seniorforsker Mette S. Herskin fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet har bidraget til kapitlet: ’Husbandry interventions in suckling piglets, painful consequences and mitigation’ og udtaler følgende:

” For alle alderstrin af grise (også de små som den her bog handler om) gælder, at vores viden om smerter og vores muligheder for at lindre disse under produktionsforhold, stadig halter bag efter den måde, hvorpå vi for eksempel ville behandle hunde eller katte efter de samme indgreb. Derfor er jeg rigtigt glad for at have fået muligheden for at bidrage til kapitlet om smertevoldende indgreb, og dermed være med til at rette fokus på grisen – og også den helt unge gris – på dette område. Ved Institut for Husdyrvidenskab er det et felt, som vi har arbejdet en del med. På denne her måde kommer også resultaterne af den danske forskning i spil internationalt”.


Professor Lene Juul Pedersen fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet har bidraget til kapitlet: ’Managing the litter from hyperprolific sows’ og siger følgende:

”Igennem de seneste årtier har mange avlsselskaber haft fokus på at øge kuldstørrelsen hos søer. Det betyder, at antallet af grise, en so i dag skal opfostre, er langt højere end for 10-15 år siden. Det stiller krav til målrettet management af særligt de svageste grise og af soen, for at undgå høj dødelighed og konsekvenser for dyrevelfærden. Netop den målrettede indsats for at redde nyfødte pattegrise og for at sikre fokus på høj velfærd, i de metoder der anvendes, har været – og er fortsat – et fokusområde for forskning ved Institut for Husdyrvidenskab. For at brede den forskningsbaserede viden ud, om forskellige metoders virkning og konsekvenser for velfærd, har jeg med glæde bidraget til kapitlet ”Managing the litter from hypeprolific sows”.

Mere information

Bogen er udgivet af Wageningen Academic Publichers og er tilgængelig via dette link: https://www.wageningenacademic.com/doi/book/10.3920/978-90-8686-894-0. Flere kapitler i bogen er ’open access’, hvilket betyder, at de kan downloades gratis.