Martin Krarup Nielsen er vokset op med duften af savsmuld.

Han har hjulpet på sine forældres rideskole og redet, striglet, børstet og muget ud så længe, han kan huske.

Men selvom han altid har været glad for dyr, og var omgivet af alt fra angorakaniner til får, lå det aldrig i kortene, at han skulle blive først dyrlæge og så forsker.

Den tanke strejfede ham først for alvor, da hans forældrenes rideskole blev ramt af et mystisk sygdomsudbrud mens han var i teenageårene.

Mystisk sygdomsudbrud

”Mens jeg arbejdede hos mine forældre, havde vi en meget voldsom oplevelse med et udbrud af en infektion i vores hestebestand,” siger han.

På det tidspunkt var der omkring 50 heste på gården, fordi der både var rideskole, avl og pensionat.

”Pludselig blev flere af hestene ramt af en mystisk luftvejssygdom, og de blev rigtig syge af det. Flere heste døde, og i en periode havde vi besøg af dyrlægen flere gange om dagen,” siger han.

Alle arbejdsgange blev systematiseret, der blev taget prøver, og hestene fik taget temperatur og tjekket deres slimhinder flere gange dagligt. Men trods det store arbejde og de grundige undersøgelser, kom de ikke nærmere et svar på, hvad der var galt.

”Det var virkelig frustrerende og sørgeligt, og vi følte os totalt afmægtige. Vi stod bare med de her heste, der gennemgik nogle meget voldsomme forløb og måtte aflives,” siger han.

Ud af frustrationen voksede der en nysgerrighed hos den unge Martin Krarup Nielsen. Han fulgte efter dyrlægen, når han var på besøg, og stillede alverdens spørgsmål.

Familien fandt aldrig ud af, hvad den mystiske sygdom, der havde ramt hestene egentlig var. Men for Martin Krarup Nielsen blev det starten på en livslang passion for at opklare sygdommes mysterier.

”Det var forfærdeligt, men jeg blev virkelig fanget af, at prøve at finde ud af, hvad det var. Der tror jeg rigtig, det gik op for mig, at jeg skulle være dyrlæge, og måske blev kimen til min forskerkarriere lagt der” siger han.

Fra praksis til universitetet

Oplevelsen ledte ham til Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København. Da han blev færdig med sin kandidat, blev han ansat i en dyrlægepraksis i Nordsjælland. Der var han ansat i tre år, før forskningen igen kaldte.

”Jeg er taknemmelig for de år, jeg var i praksis, og at jeg har haft faget under neglene. Men jeg savnede det der med at gå i dybden. Lige når en sag begyndte at blive rigtig spændende, skulle man henvise til en specialist. Så det var nok det, der drev mig tilbage til universitetsverdenen,” siger han.

Det har også betydet, at hans forskning er meget praksisnær, fortæller han.

”Jeg tænker altid over, hvad der giver mening, og hvad der ville være brugbart i ude i praksis,” siger han.

 Derfor har både hans ph.d. og hans efterfølgende forskning handlet om parasitter. For de er alle steder, forklarer han.

”Heste, og sådan set også mennesker, kan være fyldt med parasitter, helt uden at blive syge af det. Men under nogle omstændigheder gør parasitterne, at dyrene bliver syge og i visse tilfælde dør. Og vi ved stadigvæk meget lidt om, hvorfor parasitter i nogle tilfælde medfører sygdom og i andre tilfælde ikke,” siger han.

Hesteforskning i Kentucky

Efter at have arbejdet på Københavns Universitet i en årrække, fik han muligheden for at komme til University of Kentucky, hvor universitetet har noget af en sjældenhed: Nemlig et dedikeret hesteforskningscenter.

Derfor greb han chancen, og rejste til USA med sin hustru og parrets to børn.

”Da jeg fik muligheden for at komme til Kentucky i 2011, aftalte vi, at vi ville give det to år,” siger han og griner.

13 ½ år senere er han og hans hustru netop vendt hjem til Danmark i slutningen af 2024. Beslutningen om at flytte tilbage blev gjort nemmere af, at begge deres børn allerede havde vendt snuden mod det danske.

”Vi havde altid tænkt, at Ida, der er den ældste, nok ville vende tilbage, men Anton blev vi noget overraskede over. Han var meget ung, da vi flyttede til USA, og var altså næsten100 procent amerikaner på det her tidspunkt.”

Men en eftermiddag dukkede teenagesønnen op i køkkenet med ordene: ”I wanna do what Ida’s doing.”

Som sagt, så gjort.

Vejen hjem

For et par år siden var Martin Krarup Nielsen hjemme i Danmark for at fejre, at datteren blev student.  

Til den årlige Smedjefest på det gamle Frederiksberg Campus, stødte han på en af sine gamle fagfæller, Asger Lundorff Jensen, som han vidste havde været inde over opstarten af dyrlægeuddannelsen på AU Viborg.

Derfor så han sit snit til at spørge ind til den nye uddannelse. 

”Jeg vidste, at jeg måske skulle holde lidt øje med mulighederne på Københavns Universitet, men Asger var positiv om projektet på AU Viborg. Jeg vidste jo, at han havde fungeret som konsulent i de første faser af udviklingen af dyrlægeuddannelsen,” siger han.

Asger Lundorff Jensen gav ham navnene på et par stykker, han kunne kontakte, og hans interesse blev kun forstærket, da han under et uformelt møde fik at vide, at en af ambitionerne var at skabe et stærkt hesteforskningsprogram på AU Viborg. 

”Det kan jeg godt hjælpe med,” udbrød han straks.  

Senere ansøgte Martin det opslåede professorat og den 1. december 2024, startede han således i det nyoprettede professorat med titlen ”Klinisk Veterinærmedicin – heste” ved AU Viborg.

Vejledning er hjerteblod

Martin Krarup Nielsen taler om sit fag med passion og indlevelse, og han er ikke bange for at kalde sig selv for en af de førende eksperter på sit område.

Men spørger man ham om, hvad han er mest stolt af i sin over 20 år lange karriere, bliver han anderledes stille og eftertænksom.

Der går et øjeblik, og så lyser han op i et smil.

”Det må helt klart være mine studerende,” siger han. 

Han elsker mødet med de studerende, og synes han har lært næsten lige så meget af dem, som han håber, de har lært af ham.

Derfor tager han også nogle af de principper og tiltag, han indførte i sit laboratorium i USA med til AU Viborg.

”Uanset hvilken studerende og hvilken type studenterprojekt, der er tale om, så er det hele forskning. Hvis man planlægger det ordentligt og laver sit benarbejde, så kan det publiceres,” fastslår han.  

Førsteforfatter fra første semester

Derfor giver han også altid den studerende, der har lavet projektet chancen for at blive førsteforfatter på den videnskabelige artikel.

”Mit kriterie er, at den studerende skal kunne lave et sammenhængende udkast. Det kan være elendigt. Det kan være fuldstændig kikset ringe. Men hvis alle afsnit er der, skal der nok komme en artikel ud af det, og så bliver de førsteforfatter,” siger han.

Hvis den studerende ikke har mod på eller mulighed for at skrive artiklen, bliver de altid medforfattere.

”Vi kommer aldrig nogensinde til at stjæle resultater og publicere dem bag om ryggen på folk. Aldrig,” siger han bestemt.  

Hans oplevelse er, at de studerende, der har mod på at prøve, ofte vokser med opgaven.

Glæder sig til at undervise

Med sig har han solid undervisningserfaring, som han glæder sig til at drage nytte af, når han skal undervise studerende på både dyrlægeuddannelsen og uddannelsen i dyrevidenskab.

Han håber på at inspirere og smitte de studerende med den entusiasme og kærlighed til forskningen, han tager med ind i undervisningen.

”Det handler om at møde dem i øjenhøjde, og vise, at vi er der for at hjælpe dem, og at vi har glædet os til at de kommer. Så der tager jeg nok lidt min ”happy-go-lucky”-agtige attitude med ind i undervisningen. Helt ærligt, så er jeg nok lidt et pjathoved, men jeg tror heller ikke det skader at skabe et positivt og optimistisk læringsmiljø,” siger han.  

Der er ingen tvivl om, at ambitionsniveauet er højt.

”Vi skal have etableret en fantastisk uddannelse her, som skal implementere nogle af de moderne teknologiske redskaber, som ikke fandtes for få år siden. Da jeg var ung dyrlæge, var udfordringen at finde information. I dag er det nok nærmere at sortere i al den information, der er til rådighed. Og derfor er det også vigtigt, at vi underviser i AI og big data,” siger han.

Et stærkt forskningsprogram

Men selvom undervisningen naturligt kommer til at fylde en del, er han også tiltrukket af at arbejde med nye områder og nye perspektiver på hans eget ekspertområde.

”Det er vigtigt for mig at være med til at bygge et stærkt forskningsprogram op, som selvfølgelig har rod i mine kernekompetencer, men også breder sig lidt ud,” siger han.   

Han ser mange spændende muligheder for, at hans forskning kan tage nogle afstikkere, som han ikke ville have taget ellers.

”Det fede ved AU Viborg er jo, at der er nogle overlap med andre fagområder, som jeg ikke ville have kunnet forfølge, hvis ikke jeg var kommet hertil,” siger han.

Det ser han blandt andet i, at han er blevet en del af sektionen for Adfærd, Stress og Velfærd.

”Der er jo allerede rigtig mange ting at tage fat i. Man kan se på parasitter som en velfærdsindikator, og man kan dykke ned i, hvorfor stressede dyr nogle gange har flere parasitter,” siger han.

”Jeg tror bestemt ikke, jeg kommer til at kede mig,” siger han med et skævt smil.