D-vitamin i spotlyset – nøglen til sundere kalve og færre dødfødte grise?
To nye projekter ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab skal undersøge, om tilskud af D-vitamin kan forbedre sundhed og produktivitet hos kalve og grise. Målet er at skabe grundlag for nye anbefalinger for D-vitamin og kalcium.
D-vitamin er kendt som “solskinsvitaminet”, fordi det dannes i huden, når den udsættes for sollys. Af samme grund anbefales vi i Danmark at tage D-vitamintilskud i vinterhalvåret. For udsatte grupper anbefales det endda at tage D-vitamin som kosttilskud hele året rundt. På samme måde har vores husdyr også brug for D-vitamin. Dyr, der er opstaldet indendørs, har begrænset adgang til sollys. Derfor er de i underskud af aktivt D-vitamin i kroppen, hvis ikke de får det tildelt med foderet.
D-vitamin er vigtigt for at opretholde kalcium og fosfor-balancen i kroppen, for at opbygge og vedligeholde knogler samt at styrke immunforsvaret.
Kalve er født med lidt D-vitamin
Kalve i Danmark har et meget lavt niveau af D-vitamin. Målinger fra AU Viborg viser, at nyfødte kalve har under 10 mikrogram aktivt D-vitamin per liter blod. Det er langt under det anbefalede niveau på 30–50 mikrogram. Både danske og amerikanske studier viser, at manglen fortsætter senere i kalvenes liv.
”Man kan ikke slutte, at kalve er født med mangel på D-vitamin, men solen er den primære naturlige D-vitaminkilde”, forklarer Saman Lashkari, der er adjunkt ved Aarhus Universitet, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.
Han er projektleder for projektet KalveD, der er støttet af Kvægafgiftsfonden. Her vil forskerne undersøge, om tilskud af D-vitamin i mælkeerstatning kan øge kalvenes indhold af D-vitamin i blodet, forbedre deres tilvækst og styrke deres sundhed.
Dødfødte grise - en stor udfordring
Omkring 44 % af dødeligheden for pattegrise skyldes dødfødte grise. Hver so har i gennemsnit 1,9 dødfødte grise per kuld, og tallet er steget siden 2019. Det påvirker både dyrevelfærden og landmandens økonomi.
Projektet CALMIN, støttet af Svineafgiftsfonden, vil undersøge om tilskud af både kalcium og D-vitamin til drægtige søer kan mindske antallet af dødfødte grise samt forbedre de levende grises vitalitet og soens sundhed. Takele Feyera, der er adjunkt ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, er leder af projektet og har i mange år arbejdet med fodringens betydning for pattegrise-overlevelse.
Små tilskud – stor effekt
Begge projekter bygger på idéen om, at D-vitamin tilskud kan forbedre dyrenes sundhed og produktivitet. For kalve handler det om at afhjælpe manglen i de første leveuger, hvor immunforsvar, knogler og muskler udvikles.
Hos grisene er det både D-vitamin og kalcium forsyningen, der kigges på. Her er målet at forbedre livmoderens sammentrækninger hos soen, så faringen forkortes og risikoen for dødfødte grise mindskes.
Kalveprojektet: Fokus på immunforsvar og vækst
Først vil forskerne undersøge effekten af forskellige doser og kilder til D-vitamin i mælkeerstatning. Kalve får enten konventionel D3 eller 25-OH-D3 i lav, mellem eller høj dosis fra dag 2 efter fødsel til de fravænnes 70 dage gamle. Undervejs følges kalvenes vægt, foderoptagelse og helbred. Samtidig måles kalvenes D-vitaminstatus og immunrespons i blodet.
”Vi vil undersøge om ekstra D-vitamin styrker immunforsvaret, så kalvene bliver mere modstandsdygtige overfor sygdom”, forklarer Saman Lashkari.
Styrker immunforsvar
Nyere forskning viser nemlig, at D-vitamin styrker immunforsvaret. Det aktiverer immunceller og fremmer stoffer, der beskytter mod infektioner. Et passende niveau af D-vitamin forventes derfor at mindske sygdom og forbedre sundheden i besætningen.
”Der findes kun få internationale studier, der forbinder et højt niveau af D-vitamin i blodet hos kalve med forbedret immunforsvar”, siger Saman Lashkari. ”Derfor er der behov for at få belyst, om dette også gælder under praktiske danske produktionsforhold”, fortsætter han.
Griseprojektet: Kortere faring og bedre overlevelse
I CALMIN-projektet får én gruppe søer tilskud af D-vitamin og kalcium efter de nuværende normer. En anden gruppe får 31 % mere kalcium og 2,5 gange så meget D3-vitamin. Forskerne måler varigheden af søernes faring og antallet af dødfødte grise.
Herudover tager de en lang række prøver til detaljerede analyser. De skal tilsammen fortælle noget om både søernes og pattegrisenes D-vitaminstatus, trivsel, sundhed og robusthed.
”Vi vil få en meget detaljeret viden om det fysiologiske stress, som soen og pattegrisene udsættes for. Det er vigtigt for at kunne forbedre vejledning for fodringsstrategi i praksis”, udtaler Takele Feyera.
Vigtigt for musklerne – også i livmoderen
D-vitamin styrer kalcium i muskelceller og påvirker musklernes evne til at trække sig sammen og slappe af. Svage muskler hos unge dyr kan være et tidligt tegn på D-vitaminmangel. Det også netop musklernes evne til at trække sig sammen, der er kernen i projektet om tilskud af kalcium og D-vitamin til drægtige søer. Forskerne tror, at livmoderen bliver træt og ikke arbejder effektivt og regelmæssigt.
”Både hos mennesker og i forsøg med rotter har man set, at der er en sammenhæng mellem kalcium-niveauet i blodet og længden af fødslen”, forklarer Takele Feyera og fortsætter: ”Som noget nyt ser vi også i dette projekt på soens restitution efter faring. Det er ikke noget, der har været belyst før”.
Kalcium og oxytocin: Et vigtigt samspil
Når en so skal fare, spiller hormonet oxytocin en nøglerolle. Det er nemlig oxytocin, der sætter gang i sammentrækningerne i livmoderen gennem frigivelse af kalcium fra livermoderens muskelceller. Omvendt bliver livmoderen ufølsom overfor oxytocinet, hvis den i lang tid udsættes for det. Så kan den ikke længere trække sig effektivt sammen. Hvis soen har for lavt kalcium i blodet, kan det derfor føre til svage eller manglende veer. Det kan forsinke eller komplicere faringen. Ved at øge søernes optag af D-vitamin og kalcium håber man på kortere og bedre faringer.
D-vitamin, vækst og robusthed
D-vitamin hjælper kroppen med at optage kalcium og fosfor fra foderet. Uden D-vitamin virker optagelsen dårligt. I leveren og nyrerne omdannes D-vitamin trinvist til den aktive form calcitriol, som styrer kalcium og fosfor-balancen i blodet og sikrer, at mineraler lagres i knoglerne. Ved mangel frigives kalcium fra knoglerne, hvilket svækker dem. Begge projekter ser således også på dyrenes robusthed og vækst – og for grisenes vedkommende knoglernes styrke.
Praktisk betydning
Begge projekter har stor relevans for praksis. Resultaterne kan føre til nye anbefalinger for tilskud af D-vitamin og kalcium. Det koster landmanden lidt mere, men vil i sidste ende forbedre produktionsøkonomien for landmanden og give bedre sundhed og velfærd for dyrene.
| Supplerende oplysninger | |
| Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger: | |
| Finansiering | KalveD; Kvægafgiftsfonden CALMIN; Svineafgiftsfonden |
Samarbejdspartnere Angiv eventuelle interne og eksterne samarbejdspartnere, der har bidraget til forskningsresultaternes tilblivelse. | KalveD; Institute of Nutritional Physiology (“Oskar-Kellner)”, Leibniz Institute for Farm Animal Biology (FBN), Dummerstorf, Tyskland. CALMIN; SEGES Innovation |
| Ekstern kommentering | Ingen |
| Interessekonflikter | Ingen kendte |
| Læs mere | |
| Kontakt | KalveD: Saman Lashkari, Saman.l@anivet.au.dk
CALMIN: Takele Feyera, takele.feyera@anivet.au.dk |