Danmark i front: Animal Task Force med dansk præsident ved roret
Danmark har for første gang fået præsidentskabet i den europæiske organisation Animal Task Force. Charlotte Lauridsen, institutleder ved Husdyr- & Veterinærvidenskab, Aarhus Universitet, blev udpeget som præsident den 1. november 2025. En rolle, der styrker både Danmarks og Aarhus Universitets position i den europæiske husdyrsektor indenfor forskning og innovation og giver mulighed for at præge den politiske og faglige retning i EU.
Animal Task Force (ATF) blev etableret i 2010 som et europæisk netværk, der samler forskningsinstitutioner og industriaktører med fokus på innovation, bæredygtighed og fødevaresikkerhed i husdyrproduktionen. Organisationen fungerer som et public-private partnerskab og har til formål at omsætte forskning til praksis gennem tæt samarbejde med virksomheder, politiske aktører og landbrugssektoren.
Med Charlotte Lauridsen som præsident får Danmark en central rolle i at forme fremtidige initiativer indenfor dyrevidenskab i Europa. Hun ser udnævnelsen som en mulighed for at styrke samarbejdet på tværs af landegrænser og sikre, at forskningsbaseret viden bliver omsat til konkrete bæredygtige løsninger.
”ATF’s mission er at fostre udvikling af viden og innovation for en bæredygtig og kompetetiv husdyrsektor i Europa. Nu kan vi være med til at styrke Danmark engagement via en aktiv indsats til den europæiske dagsorden for dyrevidenskab og husdyrproduktion – både politisk og fagligt. Aarhus Universitet er medlem af ATF på vegne af Danmark og fungerer som en vigtig brobygger mellem forskning, innovation og praksis.”
Bæredygtigt husdyrbrug i en foranderlig verden
ATF beskæftiger sig blandt andet med emnet ”bæredygtigt husdyrbrug i en foranderlig verden”, som blandt andet er affødt af de seneste års globale kriser – herunder krigen i Ukraine, klimaforandringer og afhængighed af internationale forsyningskæder. ATF ønsker at styrke Europas beredskab og sikre, at husdyrproduktionen kan opretholdes under pres.
"Vi har set, hvor sårbare vi er, når hvedeproduktionen rammes, og vi ikke længere har adgang til foder. Der er andre foder- og fødevare-ingredienser, hvor vi er sårbare i EU på grund af forsyningssikkerhed for eksempel, ligger det meste af vitaminproduktion udenfor EU. Derfor skal vi arbejde med at tilvejebringe viden som kan sikre, at Europa kan brødføde sig selv – også når det gælder animalske fødevarer," forklarer Charlotte Lauridsen.
ATF’s arbejde handler ikke kun om fødevaresikkerhed i klassisk forstand, men også om forsyningssikkerhed: Hvordan sikrer man, at der fortsat er adgang til de nødvendige ressourcer – og at produktionen kan opretholdes under uforudsete forhold. Og hvordan kan man opretholde en husdyrproduktion ved brug af færre ressourcer og minimal miljøbelastning. Det sættes der fokus på ved den årlige konference i ATF med titlen ”Livestock farming systems in next generations – can we imagine the future”.
Forskellige vilkår, fælles mål
Husdyrproduktion i Europa er utrolig mangfoldig, påpeger Charlotte Lauridsen. Fra bjergbønder med geder, får og kaniner til store virksomheder med husdyrproduktion. ATF’s opgave er at favne denne diversitet og skabe rammer for et samarbejde, der styrker hele sektoren.
"Det handler om at støtte hinanden – og sikre, at alle bønder og landmænd, uanset vilkår, kan have en tryg hverdag og fortsat kan bidrage til fødevareforsyningen.”
Organisationen arbejder også med temaet ”Young Farmers”, der skal sikre generationsskifte og fremtidens landmænd. Hvordan skaber man attraktive rammer for unge, der vil arbejde med husdyrproduktion – og hvordan sikrer man, at de har adgang til viden, netværk og støtte?
Fra tanke til løsning
ATF’s vision omfatter dyrevelfærd, dyresundhed, biodiversitet og fødevaresikkerhed – men også systemisk tænkning, hvor alle dele af værdikæden spiller sammen.
"Der har i de forgangne år været fokus især på klimaforandringer. I dag er verden langt mere kompleks og usikker. Derfor skal vi videreudvikle organisationen, så vi kan håndtere nye udefrakommende faktorer – og samtidig sikre, at europæiske borgere har adgang til sikre og bæredygtige fødevarer," pointerer Charlotte Lauridsen.
ATF mødes regelmæssigt med stakeholders – herunder en række organisationer indenfor erhvervet, politiske aktører og forskningsinstitutioner – og deltager i centrale europæiske fora, bl.a. i Bruxelles. Organisationen har en fast plads ved bordet, når fremtidens strategier skal formes, og hun ser det som en strategisk fordel, at Aarhus Universitet nu har formandskabet.
"Jeg repræsenterer jo ikke bare Aarhus Universitet og Danmark – jeg skal repræsentere alle medlemmer i ATF, som er videninstitutioner fra hele Europa. Det er historisk, og jeg tror, det er godt for både Danmark og EU at det er AU, der nu tager stafetten," siger Charlotte Lauridsen.
"Det giver os mulighed for at være med der, hvor tingene sker – og for at forme fremtidens dagsorden. Det er en stor opgave, men også en vigtig mulighed for at bringe dansk forskning og erfaring i spil," slutter hun.
| Faktaboks: Animal Task Force |
Stiftet: 2010 Formål: At skabe innovation i husdyrsektoren gennem samarbejde mellem forskning og industri Medlemmer: Europæiske lande repræsenteret via akademiske institutioner Stakeholders: Foderindustrien, landbrugsorganisationer, politiske aktører m.fl. Ny præsident: Charlotte Lauridsen, Aarhus Universitet Aktuelle fokusområder: Fødevaresikkerhed, forsyningskæder, biodiversitet, dyrevelfærd og dyresundhed Link: animaltaskforce.eu |
| Supplerende oplysninger | |
| Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger: | |
| Projektnavn | Animal Task Force |
Finansiering Eventuelle eksterne bevillinger til forskningsprojektet nævnes. | European Public-Private Partnership: ATF is funded through member contributions and EU research programs |
Samarbejdspartnere Angiv eventuelle interne og eksterne samarbejdspartnere, der har bidraget til forskningsresultaternes tilblivelse. | Members - Animal Task Force |
Ekstern kommentering Hvis eksterne samarbejdspartner har haft mulighed for at kommentere hele eller dele af denne artikel, nævnes det her. | |
Interessekonflikter Angiv eventuelle forhold omkring inhabilitet, patentansøgninger, interesseorganisationers og virksomheders medvirken i denne artikel. | |
Læs mere Link til videnskabelig artikel, DCA-rapport eller andet relevant materiale. |
|
Kontakt Benævn den eller de personer, der har bidraget med viden og baggrund til artiklen. | Charlotte Lauridsen: charlotte.lauridsen@anivet.au.dk
|