Aarhus Universitets segl

Insekter som proteinkilde: Risici og muligheder for grønt foder

Nyt litteraturstudie fra AU Viborg og Fødevareinstituttet på DTU udforsker det aktuelle forskningsgrundlag for potentielle risici og udfordringer forbundet med brugen af restprodukter som insektfoder. Desuden har forskerne bag studiet udarbejdet en oversigt over områder, hvor yderligere forskning er nødvendig.

Foto: Lars Kruse, AU Foto

Insekter er måske ikke det første, man tænker på som foder til produktionsdyr, men det er en idé, der vinder stigende opmærksomhed som et potentielt alternativ til konventionelle foderproteiner.

I Danmark, som i mange andre lande, anvendes store mængder af traditionelle foderproteiner som importerede sojabønner og fiskemel. Dette har betydelige negative miljømæssige konsekvenser. Brugen af insekter som proteinkilde i dyrefoder kan muligvis mindske behovet for den slags foderressourcer.

Men før vi kommer så langt, er det nødvendigt at undersøge, om materialer som køkken- og madaffald eller andre fødevarerester, der normalt anses for at være uegnede til foder, kan bruges sikkert som insektfoder. Dette inkluderer fødevarer, der måske er fordærvede, angrebet af skimmel, potentielt mikrobielt forurenede eller indeholder rester af emballage.

I en ny litteraturgennemgang, der er udarbejdet som led i rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening indgået mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FVM) og Aarhus Universitet, har en gruppe forskere fra AU Viborg og Fødevareinstituttet på DTU kastet sig over at vurdere, om det er muligt at ændre EU-lovgivningen for at fremme bæredygtig insektproduktion ved at bruge restprodukter som insektfoder.

Risici og farer i denne sammenhæng er blevet undersøgt, og litteraturgennemgangen fokuserer især på nyere videnskabelige artikler fra 2018 og fremefter.

Den grønne proteinkilde

Insekter har en række fordele som proteinkilde. For det første har de en unik biologi, der gør det muligt for dem at vokse på organiske materialer, som normalt betragtes som affald. Det betyder, at insekterne kan bidrage til at omdanne restprodukter til nyttige ressourcer uden at konkurrere med fødevareproduktionen. Dog er det afgørende, at insekterne selv, de dyr, der fodres med insekter, og mennesker, der forbruger insekter, ikke udsættes for risici ved denne praksis.

På baggrund af litteraturgennemgangen er der blevet udarbejdet en forskningsplan, der adresserer manglende viden og identificerer områder, hvor yderligere forskning er nødvendig.

Det inkluderer undersøgelser af potentielle skadelige stoffer i insekter, såsom pesticider og PFAS, samt undersøgelser af egnet mængde og kvalitet af materialer som insektfoder. Derudover er der behov for at undersøge behandlingsmetoder og opbevaringsforhold samt mikrobiologisk kvalitet af insektprodukter.

Læs litteraturstudiet her

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.

For mere information se deklarering i faktaarket i følgende:

”Literature review for risk assessment of insects”

https://pure.au.dk/portal/da/publications/literature-review-for-risk-assessment-of-insects(f7dd809a-56ff-4a0f-a2e3-ce6f5f382052).html