Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab styrker klinisk undervisning med 12 nye studieadjunkter
Aarhus Universitet, Campus Viborg, byder velkommen til et markant løft af den praksisnære veterinæruddannelse.
Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet i Viborg har netop ansat 12 nye studieadjunkter som et led i den fortsatte udvikling og styrkelse af veterinæruddannelsen. Ansættelserne bidrager med solid klinisk erfaring direkte ind i undervisningen og sikrer, at de veterinærstuderende møder den nyeste viden og praksis fra dyrlægearbejdets hverdag.
Studieadjunkterne er deltidsansatte og har primær ansættelse i klinisk praksis. Fælles for dem alle er et stærkt engagement i uddannelse og i at omsætte teori til praksis for de studerende.
De nye studieadjunkter skal bidrage bredt til undervisningen på både bachelor- og kandidatdelen af veterinæruddannelsen. Blandt andet skal de undervise på kurserne “Anatomi og Fysiologi”, “Basale kliniske færdigheder” og “Diagnostik, terapi og profylakse”. Her vil de studerende møde undervisere, som til daglig arbejder med diagnostik, behandling og rådgivning i klinikken – og som kan bringe konkrete erfaringer, cases og problemstillinger direkte ind i undervisningslokalet og stalden.
Undervisningen vil spænde over både teoretiske lektioner, praktiske øvelser med levende dyr og modeller samt ekskursioner. Derudover forventes studieadjunkterne at bidrage aktivt til udviklingen af undervisningsmateriale, herunder kompendier, kasuistikker og modeller, der understøtter en moderne og anvendelsesorienteret veterinæruddannelse.
Kompetencemæssigt dækker de nyansatte et bredt fagligt felt med primære kompetencer inden for familiedyr, eksotiske dyr, heste, kvæg og gris. Det giver de studerende adgang til undervisning, der afspejler bredden i veterinærprofessionen og klæder dem på til mange forskellige karriereveje.
Med ansættelsen af de otte studieadjunkter styrker Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab sin tætte kobling mellem forskning, undervisning og praksis, som er kendetegnende for den integrerede undervisningsmodel. Det er en klar prioritering af høj faglig kvalitet og praksisnær læring – til gavn for både studerende, uddannelsen, instituttet og det veterinære erhverv.
Fototekst: 9 ud af de i alt 12 ansatte studieadjunkter. 3 følger trop efter sommerferien. Foto: Martin Krarup Nielsen.