Aarhus Universitets segl

Nyt forsknings- og innovationspartnerskab om klimaneutralt landbrug

Danske og internationale landbrugssystemer er højt integrerede, og der er derfor brug for et helhedssyn på tilgangen til at reducere udledninger og øge CO2-optaget i landbrugsjord. Dette kræver en samlet indsats på tværs af forskning, erhverv og offentlige myndigheder – og det er formålet med det nye forskningspartnerskab iCAP, der den 26. marts afholdt webinar.

Foto: Jesper Rais, AU Foto

Ambitionerne om at begrænse den globale opvarmning har ført til ambitioner om en 70 % reduktion i danske udledninger af klimagasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Dansk landbrug står for cirka 35 % af de nuværende udledninger, hvilket især kan tillægges den store og eksportorienterede danske fødevaresektor.

Danske og internationale landbrugssystemer er højt integrerede, og der er derfor brug for et helhedssyn på tilgangen til at reducere udledninger og øge CO2optaget i landbrugsjord. Dette kræver en samlet indsats på tværs af forskning, erhverv og offentlige myndigheder, og det er formålet med det nye forskningspartnerskab iCAP.

iCAP vil bidrage til klimaneutralitet i 2050

iCAP tager udgangspunkt i de visioner om et forskningspartnerskab, der blev fremlagt med rapporten fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren. iCAP har stærk fokus på implementering af løsninger herunder økonomiske incitamenter og en markedsorienteret efterspørgsel for klimaoptimerede løsninger og produkter.

iCAP vil udvikle grundlaget for en substantiel reduktion i klimagasser fra landbrug og fødevareproduktion i i2030 og bidrage til klimaneutralitet i 2050. Disse reduktioner vil blive kvantificeret på bedriftsniveau, i de nationale opgørelser og i fødevarerne klimaaftryk. Omkostningseffektive teknologier og teknologipakker vil også skulle respektere andre bæredygtighedsaspekter, herunder driftsøkonomi, samfundsøkonomi, fødevaresikkerhed, miljøpåvirkning, biodiversitet og dyrevelfærd.

iCAP har siden september 2020 arbejdet med udvikling af konceptet for et sådant forsknings- og innovationspartnerskab. Det er målet med partnerskabet at indsende en ansøgning til Innovationsfonden omkring et missionsdrevet partnerskab i efteråret 2021. Partnerskabet vil desuden understøtte andre forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Webinar for mulige erhvervs- og industripartnere

iCAP afholdt et orienteringsmøde (webinar) for mulige erhvervs- og industripartnere den 26. marts 2021 kl. 10:00-11:30. På mødet gav partnerskabets deltagere en orientering om status og planer for iCAP.

I forbindelse med tilmelding var det muligt at angive interesse for deltagelse i iCAP inden for følgende områder, således at der efterfølgende vil kunne tages kontakt omkring mulig involvering i partnerskabet:

  • Datahåndtering og emissionsopgørelse
  • Sensorteknik og måling af emissioner
  • Økonomi og incitamenter
  • Demonstration og implementering
  • Husdyr
  • Husdyrgødning
  • Planteavl

Se præsentationerne fra webinaret her. 

Program for webinar
1. Baggrund og mål med partnerskabet, Hans Roust Thysen, SEGES
2. Partnerskabets ambitioner og elementer, Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet
3. Perspektiv for landbrug og fødevareindustri, Danish Crown
4. Økonomi og incitamenter, Jesper S. Schou, Københavns Universitet
5. Husdyr, Peter Lund, Aarhus Universitet
6. Husdyrgødning, Anders Feilberg, Aarhus Universitet
7. Planteavl, Sander Bruun, Københavns Universitet
8. Videre proces, Jørgen E. Olesen
9. Spørgsmål og afrunding, Hans Roust Thysen, SEGES


Yderligere oplysninger

Kontakt: Jørgen E. Olesen, professor og leder af Institut for Agroøkologi, e-mail: jeo@agro.au.dk, mobil: 40821659

Læs mere om rapporten fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren her