De fleste får nok lidt myrekryb ved tanken om, at deres dyr har indvoldsorm. Mange vil straks tænke, at ormene skal væk, og at dyret skal have en ormekur. Derfor bliver dyrlægen kontaktet.  

Indvoldsorm behandles men kan ikke udryddes

Det er helt almindeligt, at heste har indvoldsorm. Langt de fleste heste trives ganske fint med ormene. De bliver med andre ord ikke nødvendigvis syge af at have dem boende i deres tarmsystem. Alligevel er det vigtigt at behandle mod indvoldsorm for at undgå et for højt smittepres. På den måde mindskes risikoen for at sårbare dyr bliver smittet og syge af parasitterne. Desuden er det vigtigt at erkende, at man aldrig kan komme indvoldsormene helt til livs.

Vejledninger for behandling i forskellige lande

Fra USA til Australien over Danmark og resten af Europa er der de senere år lavet anbefalinger for behandling af indvoldsorm hos heste. Vejledningerne er ikke ens, og det kan skabe forvirring hos både dyrlæger og hesteejere. For hvorfor er der forskel i vejledningerne? Og er det muligt at lave mere ensartede retningslinjer på tværs af landegrænser?

En international gruppe af fagfolk, der har lavet vejledninger for USA, Storbritannien, Sverige, Danmark, Holland, Australien og Europa har nu sat sig sammen og kigget dem igennem. Hvordan harmonerer de med hinanden, og på hvilke punkter er de forskellige? Disse spørgsmål har de besvaret i en netop udgivet videnskabelig artikel.

Arbejdet blev ledet af Professor Martin Krarup Nielsen fra Aarhus Universitet, og det er ikke en tilfældighed. Han var nemlig hovedmanden bag den første vejledning, der blev lavet i USA i 2012. Siden har andre lande fulgt trop, og her var han involveret i de britiske, australske og danske vejledninger.

Flere ligheder end forskelle

Overordnet var der god overensstemmelse mellem de udstedte vejledninger.  Målet var det samme: At behandling med ormemidler skal ske, hvis der findes indvoldsorm eller disses æg i afføring hos hestene. Det vil sige, at man bevæger sig væk fra forebyggende behandling. Det vil både mindske risikoen for opbygning af resistens og udledning af medicinrester til miljøet.

Det anbefales derfor også at undersøge om behandlingen faktisk virker ved at måle udskillelsen af æg efter behandling. Den praksis er ikke rigtig slået an hos dyrlægerne. Det kan der være forskellige årsager til, men - konstaterer gruppen – det viser, at kommunikation om behandling og kontrolstrategi er vigtig.

Forskellig lovgivning og praksis

Der er grundlæggende kun fire slags ormemidler til heste: Benizimidazoler, pyrimidiner, makrocykliske lactoner og pyrazino-isoquinoliner. Hvordan de benyttes, og hvem der kan ordinere midlerne, er der til gengæld stor forskel på.

Danmark og Sverige har de strammeste regler. Her er det kun dyrlæger, der kan ordinere ormemidler. Det er helt modsat USA og Australien, hvor produkterne kan fås i håndkøb. Mellem disse to yderpunkter ser man varierende måde at administrere ordinering af midlerne på.

Der er også forskel på hvilke produkter, der er til rådighed i de forskellige lande. I Australien findes der for eksempel præparater, der indeholder kombinationer af to eller flere aktive ingredienser, som retter sig mod de samme parasitter. Sådanne kombinations-produkter kan man slet ikke få på den nordlige halvkugle.

Resistens er et problem

Begrænsningen i sortiment kan på sigt give problemer. Opstår der en udbredt resistens mod disse produkter, kan man ikke længere kan behandle indvoldsorm. Martin K. Nielsen konstaterer, at der ikke er sket en udvikling af nye produkter de seneste 30 år.

"Ydermere er der i disse år kommet meget fokus på udledning af medicinrester til miljøet specielt i EU. Derfor skal vi i de kommende år se mere på ikke-medicinske måder til at reducere smittepresset," siger han.

Vejledningerne skal kommunikeres

En væsentlig konklusion i gruppens arbejde er, at der er et behov for at få anbefalingerne kommunikeret rigtigt.  

"Selvom vi har lavet masser af vejledninger, må vi nok erkende, at det at kommunikere til slutbrugerne ikke er fagfolks stærkeste side," filosoferer Martin K. Nielsen, da jeg taler med ham om deres arbejde.

"Derfor er der også tiltag rundt omkring som inddrager andre faggrupper, som netop har forstand på kommunikations-strategier," slutter han.