Pris til forskning, der kan reducere koens udslip af metan
Professor Mette Olaf Nielsen, Institut for Husdyrvidenskab har modtaget Mejeribrugets Initiativpris for sin forskning i mulighederne for at reducere koens udslip af metan.
”Det er meget opløftende, når forskere og andre kloge hoveder helt konkret kigger dybt i koens maver og finder en metode, der kan skrue væsentligt ned for dannelsen af metan under fordøjelsen af foderet. Det sætter vi pris på. Og derfor skal årets ’Mælkepris’ tildeles professor Mette Olaf Nielsen, som sammen med kolleger på Københavns Universitet og Aarhus Universitet har fundet en måde at påvirke den proces, der udvikler metanen i koen.”
Med disse ord forklarede Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen, hvorfor Mejeribrugets Initiativpris – også kaldet Mælkeprisen – i år tildeles professor Mette Olaf Nielsen, Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet. Prisen blev fredag den 21. maj. overrakt på et medlemsmøde i Mejeriforeningen.