Aarhus Universitets segl

Professor fra Institut for Husdyrvidenskab udpeget til Svineafgiftsfondens bestyrelse

Professor Hanne Damgaard Poulsen fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet er pr. 1. november 2016 udpeget til at sidde i bestyrelsen for Svineafgiftsfonden.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har, efter indstilling fra Det Frie Forskningsråd, Forbrugerrådet Tænk og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udpeget professor Hanne Damgaard Poulsen, Institut for Husdyrvidenskab som bestyrelsesmedlem for Svineafgiftsfonden per 1. november og fire år frem.

Hanne er oprindeligt uddannet biolog og PhD og har siden 1984 arbejdet som forsker. I dag er Hanne ansat som professor og sektionsleder ved Institut for Husdyrvidenskab, sektion for husdyrernæring og fysiologi. Her arbejder Hanne primært med forskning inden for husdyrproduktion og ernæringsfysiologi, herunder husdyrenes næringsstofomsætning primært med fokus på fodermidlernes mineraltilgængelighed samt husdyrenes behov, udnyttelse og udskillelse af mineraler. Endvidere er Hanne involveret i undervisning på Agroøkologi-uddannelsen samt vejleder for både MSc- og Ph.D-studerende. Hanne er formand for instituttets myndighedsudvalg og er involveret i en række myndighedsopgaver, hvad angår danske husdyrs udnyttelse af blandt andet fosfor, kvælstof, zink og kobber.

Om Svineafgiftsfonden
Svineafgiftsfonden administreres af Landbrug & Fødevarer og har til formål at styrke den samlede svinekødsektors udviklingsmuligheder og konkurrenceevne og kan yde støtte til afsætningsfremme, forskning og forsøg, produktudvikling, rådgivning, uddannelse, sygdomsforebyggelse, sygdomsbekæmpelse, dyrevelfærd og kontrol. Svineafgiftsfondens midler stammer fra en såkaldt produktionsafgift, som Fonden opkræver for hver gang der bliver slagtet eller eksporteret grise i Danmark. Fonden søger desuden hvert år om tilskud fra Promilleafgiftsfonden for landbrug.


Flere oplysninger

Professor Hanne Damgaard Poulsen,
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: hdp@anis.au.dk

Tlf: +4587157895