Aarhus Universitets segl

Spændende konference om dyrs adfærd kommer til Aarhus

For alle, der arbejder professionelt med husdyrhold, med hensyn til opstaldning og management, er der spændende og nyttig viden at hente til august. Her er Aarhus Universitet vært for en international videnskabelig konference, som har temaet: ”Forstå dyrenes adfærd” på programmet.

Den store internationale konference, der afholdes i Musikhuset i Aarhus fra den 7. – 10. august 2017, har det overordnede tema ”Forstå dyrenes adfærd” med indlæg fra en bred vifte af adfærdsforskere fra både ind- og udland. Deltagerne på konferencen vil kunne høre om, hvordan viden om dyrs adfærd kan bruges til at forbedre opstaldning, management og håndtering - også i forbindelse med transport. Desuden er der indlæg om, hvordan adfærd anvendes ved vurdering af dyrenes velfærd. Der vil også være præsentationer, der forklarer, hvordan dyrene oplever deres omgivelser, miljøets virkning på indlæring og hvad der stresser dyr. Endelig er yngelpleje, social adfærd og betydning af kontakten mellem dyr og mennesker på programmet.

Emnerne på konferencen er således relevante for en lang række faggrupper, der arbejder med dyr professionelt – både inden for landbrugserhvervet og forskningsområdet, herunder rådgivere og dyrlæger, men også andre faggrupper og interessenter, som arbejder med områder, hvor viden om dyrs adfærd og velfærd har betydning.

”Denne konference er en enestående chance for alle, med interesse for dyrs adfærd og velfærd, til at møde op og få et kæmpe ”boost” af ny viden præsenteret af de fremmeste internationale eksperter på området” fortæller seniorforsker Margit Bak Jensen fra Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, der står i spidsen for arrangementet.

Konferencen afholdes i regi af International Society for Applied Ethology (ISAE), som har til formål at understøtte både grundlæggende og anvendt forskning i dyrenes adfærd med særligt fokus på at skabe en bedre balance mellem dyrenes velfærd og den måde, de holdes som produktionsdyr, laboratoriedyr og kæledyr på.

ISAE2017 sponsoreres af SEGES, Boehringer Ingelheim og Loligo Systems.

 

Kontaktoplysninger:

Margit Bak Jensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

Tlf: 87 15 79 41

 

E-mail: ISAE2017@anis.au.dk