Transport af smågrise: Varmen er den største udfordring - ikke loftshøjden
Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at øget loftshøjde i transportlastbiler ikke spiller nogen væsentlig rolle for smågrisenes adfærd under transport. I stedet peger resultaterne på, at varme udgør den største udfordring for dyrevelfærden på lange transporter.
Fra Danmark eksporteres omtrent 15 mio. smågrise hvert år til videre opfedning i lande som Tyskland, Polen, Italien og Spanien. Men der findes stadig kun begrænset viden om, hvordan transporten påvirker smågrisenes adfærd og velfærd.
Det er især EU’s transportforordning, som sætter rammerne for landbrugsdyrenes forhold, når de transporteres i EU. Omkring loftshøjde foreskriver forordningen, at der skal være tilstrækkeligt plads til, at der kan sikres god ventilation over dyrene, når de står oprejst i normal stilling, idet dyrenes naturlige bevægelser under ingen omstændigheder må begrænses.
Men er EU-lovgivningen om loftshøjde overholdt, når millioner af smågrise transporteres på tværs af Europa? Det spørgsmål har Cecilie Kobek-Kjeldager, adjunkt ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg sammen med en række andre forskere, undersøgt i et forskningsprojekt.
Forskningsprojektet udspringer af den forskningsbaserede myndighedsrådgivning, som DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og Aarhus Universitet udfører for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Resultaterne af projektet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Applied Animal Behaviour Science.
Den typiske loftshøjde ved transport af smågrise på omkring 30 kg er 60 eller 70 centimeter. Forskerne undersøgte, hvad der skete, når loftshøjden blev øget med 20 centimeter. Altså fra 60 til 80 cm og fra 70 til 90 cm for grise, som havde en gennemsnitsvægt mellem 20-25 kg. Under både korte (8 timer) og lange (23 timer) transporter blev grisenes adfærd videooptaget i udvalgte rum i lastbilen.
”Vi kunne ikke se nogen forskel i grisenes adfærd mellem de forskellige etagehøjder. De opførte sig statistisk set ens, uanset hvor højt der var til loftet. For eksempel så vi ingen ændringer i liggeadfærd eller øget aggression,” fortæller Cecilie Kobek-Kjeldager.
Den store udfordring er varmen
Et overraskende resultat var, at smågrisene stod mere op, når temperaturen var højere i lastbilen. Typisk vil grise ligge mere ned, når det er varmere, både på stald og under transport, hvilket samme hold af forskere også tidligere har fundet for søer under transport. Hvorfor forskerne ser denne forskel mellem søernes og smågrisenes adfærd, er ikke afklaret.
”Vi kan lige nu kun spekulere på, hvorfor flere står op, når det er varmere. En mulighed er, at de vælger at rejse sig for at få frisk luft fra ventilationsåbningerne, eller at det tilgængelige gulvareal ikke tillader dem at komme af med varme, selvom der er plads til, at de kan ligge ned,” forklarer Cecilie Kobek-Kjeldager og understreger, at afklaring heraf kræver yderligere analyser, hvor enkeltdyr følges tæt ved forskellige temperaturer.
EU-lovgivningen foreskriver, at temperaturen inde i lastbilen skal kunne holdes mellem 5 °C og 30 °C med en tolerancemargen på ± 5 °C. Under forsøget, hvor grisene blev kørt på en standardiseret rute inden for Danmarks grænser, blev vejret aldrig rigtig varmt, sådan som smågrisene kan opleve, når de transporteres til Sydeuropa. Men selv med en udetemperatur på op til 22 °C var der kortere perioder med op til 29 °C inde i køretøjet i rummene, hvor grisenes adfærd blev filmet.
”Vi mangler viden om, hvornår grise begynder at opleve varme som ubehagelig. For grise af eksportstørrelse ved vi, at når temperaturen er omkring 29-30 °C, så kan de ikke længere opretholde deres normale kropstemperatur og er udsat for varmestress. Dermed kan deres velfærd være udfordret selv inden for lovgivningens rammer,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager.
Dansk særlovgivning
Blandt andet på baggrund af resultaterne fra projektet har Danmark som det første land i EU besluttet at indføre særregler for, hvordan kravene i EU’s transportlovgivning skal fortolkes for grise under 40 kg. Fra 2031 fastsætter dansk lovgivning en minimumshøjde, der giver mindst 41 procent frihøjde over grisenes forventede højde, hvilket er svarende til afstanden mellem grisene og loftet ved den laveste loftshøjde og den grise-størrelse, som forskerne undersøgte i projektet.
Ifølge Cecilie Kobek-Kjeldager omfattede forsøget kun en øgning af loftshøjden i forhold til nuværende praksis og ikke en reduktion, fordi forskerne forventede, at loftshøjden – allerede under nuværende forhold - ville have betydning for både adfærd og luftkvalitet under transport:
”Vi valgte kun at teste betydning af en øget loftshøjde. Da vi ikke har undersøgt lavere loftshøjder, ved vi faktisk ikke, om de også lever op til EU’s krav,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager og tilføjer, at resultaterne peger på, at fremtidige forbedringer af svinetransport bør fokusere mere på temperatur og ventilation end på loftshøjde.
Læs hele den videnskabelige artikel her.
| Supplerende oplysninger | |
| Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger: | |
Finansiering Eventuelle eksterne bevillinger til forskningsprojektet nævnes. | Projektet ’Krav til indvendig højde ved transport af smågrise’ blev udarbejdet som led i ”Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening” indgået mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FVM) og Aarhus Universitet.
|
Samarbejdspartnere Angiv eventuelle interne og eksterne samarbejdspartnere, der har bidraget til forskningsresultaternes tilblivelse. | Forsøget blev gennemført i samarbejde med Rosgaard A/S samt Bette Gris ApS, og Brdr. Jacobsen ApS som underleverandører til Rosgaard A/S og landmand Ole Nannerup. Samarbejdspartnernes rolle i projektet omfattede logistik og adgang til egnet lastbil, uddannede og erfarne chauffører, smågrise i det ønskede vægtinterval, samt adgang til samlestalde. |
Ekstern kommentering Hvis eksterne samarbejdspartner har haft mulighed for at kommentere hele eller dele af denne artikel, nævnes det her. | Ingen |
Interessekonflikter Angiv eventuelle forhold omkring inhabilitet, patentansøgninger, interesseorganisationers og virksomheders medvirken i denne artikel. | Ingen kendte |
Læs mere Link til videnskabelig artikel, DCA-rapport eller andet relevant materiale. | https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0168159125002126?via%3Dihub Rådgivningsnotat fra DCA: Krav til indvendig højde ved transport af smågrise |
Vidensbidrag fra: Benævn den eller de personer, der har bidraget med viden og baggrund til artiklen. | Adjunkt Cecilie Kobek-Kjeldager, ckk@anivet.au.dk Professor Mette Herskin (projektleder), mettes.herskin@anivet.au.dk
|