Hvert år transporteres millioner af smågrise på ca. 30 kg på tværs af landegrænser i Europa. Alligevel er der overraskende lidt forskningsbaseret viden om, hvad der sker under transporten, og hvordan grisene har det. Et centralt, hidtil ubesvaret, spørgsmål har været, om smågrise overhovedet kan finde og benytte det drikkesystem, som findes i lastbiler godkendt til lang transport, og om de dermed får den adgang til vand, som EU’s transportforordning kræver. De drikkesystemer, som dyrene møder under transport, adskiller sig ofte, fra dem grisene kender fra stalden. I lastbilen skal grisene opdage og lære at aktivere systemet samtidig med, at de eksponeres for en række øvrige transport-relaterede faktorer heriblandt køretøjets bevægelser, støj og sammenblanding med ukendte grise. Det sidste kan give anledning til kampe.

Ifølge EU-reglerne skal grise have permanent adgang til vand under transporter, der varer mere end otte timer. Men selv med de klare krav er der indtil nu ingen dokumentation for, om grisene drikker i lastbilerne.

“Lovgivningen kræver, at grisene har adgang til vand. Men indtil nu har vi faktisk ikke vidst, om og hvor mange af grisene, der reelt drikker af de specielle drikkenipler eller om vandet for eksempel trykkes ud, når grisene læner sig op ad væggen under kørslen,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager, adjunkt ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet.

Vådt gulv og tomme tanke rejste nye spørgsmål

Mistanken om, at det ikke er alt vand i lastbilernes tanke, der ender i grisene, opstod allerede i et tidligere forskningsprojekt, det såkaldte Etagehøjdeprojekt. Her blev grise transporteret i op til 23 timer med adgang til vand via drikkenipler vandingssystem, som foreskrevet i reglerne. Men ved de første forsøgsture blev det flere gange observeret, at lastbilernes vandtanke var tomme ved ankomst. Herefter indførte forskerne en procedure for genopfyldning undervejs. Derudover sås der flere tilfælde af vand på gulvet efter forsøgsture på 23 timer. 

“Der var tilfælde, hvor der var vandpytter i hjørnerne. Det fund viste, at i hvert tilfælde nogle af grisene godt kunne få vand ud af drikkeniplerne, men sagde ikke noget om hvorvidt de faktisk fik noget indenbords,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager.

Et modelforsøg skulle lukke videnshullet

Netop dette videnshul blev omdrejningspunktet for et nyt forskningsprojekt, bestilt af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som led i den myndighedsbetjening, der udføres af DCA og Aarhus Universitet.

En del af usikkerheden hænger sammen med, at drikkesystemer i transportlastbiler ofte adskiller sig fra dem, grisene kender fra stalden. I lastbilerne er drikkeniplerne typisk kortere, monteret vinkelret på væggen og aktiveres ved et tryk forfra. I staldene er drikkeniplerne derimod ofte længere, placeret i en 45 graders vinkel og aktiveres fra siden, for eksempel ved at grisen bider sammen om niplen, eller dyrene har adgang til at drikkekar.

Den mere kompakte og robuste udformning af drikkenipler i lastbilerne er formodentlig valgt for at mindske risikoen for, at grisene støder ind i niplerne og kommer til skade under transport. Samtidig er det også muligt, at de hydrauliske systemer, der benyttes til at bevæge etager op og ned, kan påvirkes af lange drikkenipler. Men forskellene rejser samtidig spørgsmålet om, hvorvidt grisene uden videre kan finde og bruge drikkeniplerne i lastbilerne.

Registrering af drikkeadfærd med videoovervågning i kommercielle transporter er en udfordring bl.a. pga. den relativt lave etagehøjde. For at kunne registrere drikkeadfærd og vandforbrug systematisk gennemførte forskerne derfor et modelforsøg i en svinebesætning. Forsøgsstierne var indrettede, så de efterlignede centrale aspekter af en 24-timers transport af grise på ca. 30 kg: Reduceret plads, ingen adgang til foder undervejs, gruppestørrelser svarende til et lastbilrum og adgang til drikkenipler af samme type som anvendes i nogle transportlastbiler.

“Lastbiler er et udfordrende miljø at lave adfærdsobservationer i, blandt andet fordi udsynet er begrænset. For at sikre at vi kunne følge grisenes drikkeadfærd individuelt over 24 timer og have kontrol med belægningsgrad og sammenblanding af grise, lavede vi derfor et modelforsøg på stald, hvor vi kunne måle både adfærd og vandforbrug mere præcist,” forklarer Cecilie Kobek-Kjeldager.

Baseret på videooptagelser blev det systematisk registreret, om alle grisene faktisk drak af niplerne, hvor ofte de opsøgte en drikkenippel, og hvor længe dyrene drak ad gangen. Derudover blev det registreret, hvad der skete i forbindelse med, at grisene drak, herunder om der var aggression mellem grisene, hvordan grisene fik vand ud af drikkeniplen, og om der var synligt vandspild.

Alle grise bruger drikkeniplerne

Resultaterne fra modelforsøget er klare: Man observerede, at næsten alle grisene drak i løbet af de 24 timers forsøgsperioder.

“Det er en vigtig og positiv konklusion. Grisene kan finde og aktivere drikkenipler inden for få timer, også selvom de ikke kender dem i forvejen. Det er ikke kun enkelte grise, der står og trykker vandet ud,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager.

Det betyder, at manglende evne til at bruge drikkesystemet næppe er den største udfordring under transport.

Flere drikkenipler giver mere vand på gulvet

Forskerne undersøgte også, hvad der skete, hvis grisene fik adgang til flere drikkenipler end det, der typisk ses i praksis i lastbilerne. I nogle forsøgsstier blev der derfor installeret fire nipler i stedet for to.

Her så forskerne, at vandforbruget steg markant, men uden at grisene drak oftere eller i længere tid.

Et andet markant fund var, at der blev brugt mindre vand, når grisene havde adgang til det drikkesystem, de kendte fra hjemmestien, hvilket også var en af de testede stiindretninger. Det samlede vandforbrug lå på i gennemsnit ca. 2,5–2,8 liter pr. gris pr. døgn med to drikkenipler i forsøgsstien og omkring 4,5 liter pr. gris pr. døgn med fire drikkenipler i stien, i kontrast til 1,3 liter pr. gris, når grisene havde adgang til det kendte vandingssystem (et drikkekar). 

“Når vi giver adgang til fire nipler i stedet for to, stiger vandforbruget betydeligt – specielt i forhold til en kontrolsituation, hvor grisene havde adgang til deres kendte drikkekar med vandspejl fra hjemmestien. Fordi vi har denne kontrolgruppe, så mener vi ikke, at det større vandforbrug i forsøgsstierne, hvor grisene havde adgang til fire drikkenipler afspejler, at grisene har et vandbehov, der ikke dækkes med kun to drikkenipler. En større del af vandet er til gengæld sandsynligvis blevet spildt,” siger hun.

Et udvalg af episoder, hvor grisene drak, blev nærstuderet for bedre at forstå, hvordan grisene fik vand ud af drikkeniplerne. Blandt disse blev der i omkring 25 procent observeret synligt vandspild. 

“Når drikkesystemet på forhånd er kendt af dyrene, ser vi færre drikkeepisoder, kortere drikkevarighed og et lavere samlet vandforbrug. Det peger på, at noget af vandforbruget ved drikkeniplerne, som grisene ikke havde set før, skyldes grisenes undersøgende adfærd og ikke tørst,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager.

Sammenblanding påvirker ikke drikkeadfærd eller vandforbrug

Som en del af forsøget undersøgte forskerne også, om sammenblanding af grise – for eksempel når grise fra forskellige stier læsses sammen i samme rum i lastbilen – havde betydning for drikkeadfærd og vandforbrug under transportlignende forhold.

Her var resultatet klart: Sammenblanding havde ingen målbar effekt på, hvor meget vand der blev brugt, hvor ofte grisene brugte drikkeniplerne, eller hvor længe de drak ad gangen.

“Vi kunne ikke se nogen forskel på drikkeadfærd eller vandforbrug mellem grise, der var sammenblandet, og grise, der ikke var. Vi observerede heller ikke aggression i direkte forbindelse med at grisene drak.  Det peger på, at drikkeniplerne ikke var en ressource, som grisene direkte konkurrerede om,” forklarer Cecilie Kobek-Kjeldager.

Vandspild er ikke bare spild

Det store vandspild er ikke kun et spørgsmål om forbrug af vand. Hvis store mængder vand løber ud på gulvet i lastbilernes rum med grise, kan det have betydning for både dyrevelfærd og miljø.

“Det vand, som ikke bliver drukket, ender jo et sted. Det ved man lige nu meget lidt om, men hvis vores resultater kan genfindes i kommercielle transporter, så rejser de mulige spørgsmål om hygiejne og smitteforebyggelse knyttet til et evt. spild af snavset vand,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager og understreger at de aspekter ligger udenfor hendes forskningsområde.

Samtidig kan meget vand på gulvet være et velfærdsproblem for grisene. Særligt transporter i kolde perioder kan være en udfordring i denne henseende. 

“Hvis strøelsen er gennemblødt, og temperaturen er lav, kan grisene risikere kuldestress, fordi de ikke har mulighed for at undgå de våde områder,” forklarer hun og pointerer, at risikoen for kuldestress hos grise under transport indtil nu kun har fået meget lidt forskningsmæssig opmærksomhed.

Rækker vandtankene til hele turen?

Når resultaterne sammenholdes med erfaringerne fra Etagehøjdeprojektet, opstår et nyt og meget konkret spørgsmål: Er vandtankene i lastbilerne store nok?

I Etagehøjdeprojektet rummede vandtankene i det anvendte køretøj 240 og 260 liter i henholdsvis forvogn og anhænger, hvilket svarer til under én liter vand pr. gris ved et fuldt læs af grise på ca. 30 kg.

“Hvis grise under kommerciel transport har et vandforbrug som det, vi ser her, og vandtankenes størrelse er tilsvarende dem i køretøjet fra Etagehøjdeprojektet, så rækker tankene ikke til hele turen, hvis ikke de genopfyldes undervejs. Det kan være særligt kritisk i varme perioder,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager.

Der findes i dag ingen samlet oversigt over antallet og typen af drikkenipler i de danske og udenlandske køretøjer, der transporterer grise i/fra Danmark. Der er heller ikke et overblik over vandtankstørrelser. Hvis de kommercielt anvendte vandtankes størrelse ikke rummer nok vand til at forsyne grisene hele vejen til destinationen, så kan der være behov for at udvikle alarmsystemer, som advarer chaufføren, hvis vandtanken er ved at løbe tør.

Et vigtigt skridt, men ikke det sidste

Cecilie Kobek-Kjeldager understreger, at modelforsøget er gennemført under kontrollerede forhold, og at faktorer som rumtemperatur, køretøjets bevægelser og luftstrømme i lastbiler muligvis kan påvirke såvel drikkelyst som vandbehov.

“Vi har nu fået de første solide data om drikkeadfærd og vandforbrug under forhold, der ligner lange transporter. Men der er stadig vigtige spørgsmål om rumtemperatur, tankstørrelser og vandspild under reelle transporter, som det vil være relevant at kigge nærmere på,” siger hun.

Danmark eksporterer årligt omkring 16 millioner levende grise, og ifølge forskeren forpligter det.

“Når transporten fylder så meget, bør vi også have et solidt vidensgrundlag for noget så basalt som vand. Det her studie er et skridt fremad, men ikke det sidste,” siger Cecilie Kobek-Kjeldager.

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. For mere information se deklarering i databladet i følgende: Velfærd hos smågrise under lange transporter – Del B

For yderligere information:

Mette Herskin, professor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg, på mail: mettes.herskin@anivet.au.dk